Et sjældent dansk goth-udspil

Populær
Et sjældent dansk goth-udspil

Efter mange års tilløb er End My Sorrow endelig ude med debutalbummet. Heldigvis er fødslen forløbet ganske tilfredsstillende.

Titel
Of Ghostly Echoes
Genre
Trackliste
1 – Winter Away
2 – Show Burning Red
3 – Past Horizons
4 – Shapes of Darkness
5 – From a Distance
6 – Flaming Heart
7 – Because of You
8 – War of the Blind
9 – Behind The Truth
10 – Broken
11 – Dead End
Karakter
4

Danske End My Sorrow med base i Grenå har efterhånden det meste af 20 år på bagen. Ikke desto mindre er ’Of Ghostly Echoes’ bandets debutalbum, da det tidligere kun er blevet til demoer og en single. End My Sorrow har skrevet kontrakt med spanske Art Gates Records, og det har resulteret i nærværende udgivelse.

Hvilken genre?
I pressematerialet til udgivelsen fremgår det, at End My Sorrow spiller melodic death metal. Det synes nu nok ikke at være helt dækkende. Der er kun ganske lidt død over musikken på debuten. Musikken synes mere at kunne kategoriseret i en genre omkring female fronted goth og doom metal.

Godt nok bliver det aldrig helt doom, ligesom det ikke er death. Men måske er vi ude i en eller anden hybrid.
Genren kan også være lige meget. Det er indholdet, der tæller. På indholdet scorer End My Sorrow ganske højt. Der er måske ikke de helt store episke sange på albummet, men mindre kan så sandelig også gøre det. Der er ingen sange, der falder igennem, og der er faktisk også et par gedigne ørehængere.

Fine sange – fine præstationer
En af ørehængerne lader sig straks høre ved albummets start i form af åbningsnummeret ’Wither Away’, der er et fint melodisk goth-nummer med bastant rytme, og hvor Anne-Mette Nielsens vokal ligger fint i lyden med guitarist og growler Christian Jensens growl som kontrasten, der ligger lidt bag i lydbilledet. Det er godt, og det er dejligt, at Danmark også kan præstere denne form for metal, som ellers er fraværende på vore breddegrader.



En anden sang, der også sætter sig i hjernebarken, er ’Flaming Heart’, der med sit fine omkvæd og nogle guitarleads, der trækker på traditioner tilbage til bands som Judas Priest, er en af de gode sange på et godt album.

Endelig skal også nævnes ’War of the Blind’, hvor End My Sorrow både skruer voldsomt op for metallen og samtidig inddrager et langsomt mellemstykke båret af vokal og bas. Det er her, man som gammel metalfan bliver rigtig glad.

Ikke alt er godt på ’Of Ghostly Echoes’. Produktionen kunne have været bedre, og der er enkelte sange, der ikke helt har niveau til en samlet topkarakter. Men lad os bare slå fast, at End My Sorrow har udgivet et rigtig godt album inden for en genre, hvor Danmark desværre normalt halter langt bag efter.

Forhåbentlig er der en snarlig opfølger til debuten på vej.