Et skridt tilbage
I starten af 2012 havde Devilutions Villumsen fat i det første udspil fra What Worms Inherit, som inkasserede 3 stjerner og gav forventninger om en lovende fremtid.
2. Of Insanity
3. Wicked
Disse krølles hermed sammen og kastes i kaminen, for opfølgeren er en lussing af de værre. Rammen er stadig sat omkring en semiprogressiv demo, nu med tre numre i stedet for forgængerens fem, og hvor anmeldte ’An Ounce Of Mud’ trods alt syntes at ville noget og havde udmærkede elementer, falder ’Fragment’s tre skæringer helt igennem. Som i en gordisk knude hænger tingene uløseligt sammen, og det er overvejende den ringe lyd, der trækker ’Fragment’ ned i sølet. Det er muligt, at numrene er gennemtænkte, men det overskygges af det ufuldstændige lydmix, og knuden forbliver uløst.
I desperation kan det hjælpe at prøve at overhøre vokalen, hvilket er et ærgerligt onde, for der er lagt en masse arbejde i backing vocals og melodier. Under skrigeriet ligger nogle ganske fine guitarriffs, og hvad der lyder som en solid omgang tøndeslagning. ’Fragment’ kunne oven i købet vise sig at fungere, hvis begge dele blev mixet op i ordenlige niveauer. Meget kunne tyde på, at vokalisten har fået hovedansvaret for mixet, og så sker der som oftest det, at vokalen enten er sovset ind i ubegribelige dimensioner af effekter eller er skruet alt for højt op i forhold til resten af bandet. ’Fragment’ er en klassiker udi sidstnævnte.
What Worms Inherit har i bund og grund fundet et musikalsk fundament med mange afvekslende udtryk, der som helhed godt kan blive fede, hvis indpakningen tager sig bedre ud på lydsiden. Med ønske om, at københavnerdrengene satser stort én gang for alle og både prioriterer en teknisk troldmand samt ender demo-rækken med en velproduceret forhammer af et fuldlængdealbum, følger vi gerne op, for vi vil egentlig så gerne høre, hvad det er de laver.