Familiært genbrug, der rykker

Familiært genbrug, der rykker

Svenske Sister brager energisk igennem på 'Disguised Vultures' med en potent omgang sleazy, glammet og punket hård rock, der er ret godt i sin helhed, men som endda også rummer sange med hitpotentiale.

Kunstner
Titel
Disguised Vultures
Dato
27-01-2014
Distributør
Genre
Karakter
4

Det er ikke, fordi Sister kommer med så frygteligt meget nyt til musikscenen. Den sort/hvide make-up og det høje hår er ligesom set mange gange i forskellige afskygninger siden 80'erne. Musikken, der trækker på glam/sleaze og en punket energi tilsat den hårde rock, er heller ikke ny. Så svenskerne har næsten kun ét kort tilbage at trække på, hvis de vil skille sig lidt ud fra mængden. Eller bare have relevans: sangskrivningen.

Og her har Sister ramt plet. Albummets første syv ud af ti sange har hver især et stærkt omkvæd og en struktur, der skærer solidt og fornemt ind til benet. Og de resterende sange er sådan set ikke uefne og indeholder skam også catchy elementer, men her er det bare ikke i helt samme grad, og nogle af idéerne føles som gentagelser af elementer, der er hørt tidligere på skiven. Ikke at det ikke er nogle behagelige gensyn, men nu kørte det bare lige så stærkt for bandet, at man havde forventet mere til sidst.

Veludført simpel vokal

I forhold til tidligere udgivelser er Sister faktisk blevet en snert mere polerede i lyden på trods af den herligt lydende distortede bas, der har fået dejligt meget plads. Guitarerne høvler stærke riffs af på stribe, mens vokalen hiver ørehænger-linjer ud af luften gang på gang, selvom variationen er i bund. Men den overdrevne råbe-skrige-vokal har så tilpas meget fat i den underliggende, bærende melodi, at fokus flyttes fra ensformig udførelse til fabelagtig sans for effektive ordstrømme.

Det er måske ikke, hvad folk normalt ville kategorisere som party-rock, men betegnelsen er faktisk lige i øjet til beskrivelse af musikken på dette andet album fra Sister. Det er dumt, det er fedt, og det er faktisk temmelig gennemført.