Fint, pussenusset og megafesent

Populær
Fint, pussenusset og megafesent

På Houstons debutplade forefindes der AOR fra den slibrige skuffe, hvor man også finder soundtracks til kleenex-fremkaldende tudefilm.

Kunstner
Titel
Houston
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter
1

Houston spiller måske den blødeste rock, jeg nogensinde har anmeldt, bortset fra dengang, hvor jeg tog mig forholdsvist kærligt af Billy Idols julealbum, og det var også styg og veludført soft-rock – uden at dette i øvrigt skal sammenlignes med den afblegede engelske læbevrider.

Selvfølgelig skal man huske, at Houston selv dyrker halvfjerdsernes pompøse radiorock, og det skal også bedømmes som sådan, men personligt får jeg ikke nogen fornøjelse ud af dette, før samtlige bandmedlemmer får den ulykkelige kærlighed udtryk med lidt mere vrede og betydeligt færre store grædefærdige sæbeopera-stemninger om, at det nok skal gå.

Melodi kontra brækfornemmelse


Den svenske gruppe er grusomt melodisk, med tryk første tillægsord, og det er et orgie af overdrevne skønne harmonier, der kræver en kvalmestopper lige omkring drøblen, hvis det ikke skal gå fuldstændigt galt, når keyboardet danser glade dur-akkorder, og vokalen er så sprød, fin og uden bund, at verdens gennemsnitlige popstjerner i sammenligning fremstår med kant og dæmonisk farlighed.

Det hjælper afgjort, at Houston består af gode musikere, og selvom det i sig selv er en nydelse, tårner andre problemer sig op, fordi originaliteten kun er sporadisk tilstedeværende og at, de til trods for fængende kompositioner, ikke tager det sidste skridt ud i deciderede hits frem for blot at kreere vellydende sange.

Kun plathedsbeskyldningers frygt holder mig fra, at give denne anmeldelse overskriften: "Houston, we got a HUGE problem!"