Sweden Rock Festival 2011 - Fredag

Populær
Sweden Rock Festival 2011 - Fredag

Fredagen bød på en god flok voldsomt gode oplevelser, og David Coverdale beviste heldigvis at han stadig er kongen af Sweden Rock Festival.

Dato
10-06-2011
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

Houston (2): Fredag kl. 11.30 er sgu et fandens utaknemmeligt tidspunkt at spille (og lytte til) liverock på. Og svenske Houston gjorde det desværre ikke bedre med deres charmeforladte svenske puddelrock uden kant.

Steelheart (4):
Så var det en helt anden sag at flygte over til Rock Stage, hvor Steelheart gik på en halv time senere. Steelheart har stort set ikke oplevet andet end modgang. Og har stort set ikke leveret andet end kvali-vare alligevel. Bandet udgav to fremragende albums i den meget melodiske afdeling af heavyen i starten af halvfemserne, hvor grungen lossede firsermetallen lige lukt ned i helvede. Steelheart huskes for kvaliteten af disse to albums, for sanger Miljenko Matijevics fantastiske stemme, der som ingenting kunne nå Halford'ske højder, for den ulykke, som stoppede bandet midt i samme halvfemsere, hvor Matijevic blev slået til krøbling af en lysmast under en koncert og endelig for Matijevics blændede comeback, da han lagde stemme til Mark Wahlbergs hovedrolle i filmen "Rock Star". Matijevic er på banen igen med Steelheart, og fredag kl. 12 kunne vi vågne på Sweden Rock få os den første af fredagens mange store oplevelser. Steelheart lod sig på ingen måde gå på af det latterlige tidspunkt, men leverede et brag af en sprudlende koncert fyldt med spilleglæde og energi. Og skøn morgen-firserheavy. Desværre for få numre fra debutalbummet fra 1990.

Mr. Big (5):
Shit, venner! Her blev røven altså taget på den gamle. Vidste godt, at Mr. Big var virtuoser i poppede rammer. Men med start kl. 13.30 fra hovedscenen bevægede Mr. Big sig langt, langt ud over scenekanten med en super rocket koncert.

Læs den fulde anmeldelse af Mr. Big HER!


Evergrey (4):
Lad det være sagt med det samme: Evergrey skal og bør nydes i mørke og ikke en solvarm festivaleftermiddag. Og når det er sagt, så sked Tom Englund og nye bandmates højt og flot på ovenstående forudsætning med en koncert, der beviste, at Evergreys nye besætning sagtens matcher den gamle og overmatcher den gamle, hvad sult og tænding angår. Ikke dårligt. Dårligt var det til gengæld, at lyden var så mudret, som den var. De nedstemte, dystre guitarer kræver en skarpere og mere klar lyd end, hvad Evergrey have at byde på denne eftermiddag. Højdepunkt: En smuk-tung udgave af 'Rulers of the Mind'.

Alien [Unplugged] (3):
Aliens unplugged-koncert blev et større tilløbsstykke for glade svenskere og os andre, der tilfældigvis kom forbi. Og blev stående. De gamle 80'er-pophoveder, der i forgangne tider forgæves kæmpede med Europe, var i fin hopla på festivalens mindste scene og gav de mange glade svenskere en fin tur ned ad Memory Lane.

Stryper (3):
For helvede, det var kristent på sådan en Spinal Tap-agtig måde. Men også helt, helt fint og velspillet og velsunget. Michael Sweet synger faktisk bedre live end på plade. En effektiv og kitschet omgang melodisk hardrock med flere ture på cover-vejen for lige som at backuppe det seneste udspil, coveralbummet 'The Covering'. Og vi fik da også dagens første Dio-hyldende 'Heaven & Hell', inden Stryper delte bibler ud i samme takt, som øvrige bands deler plektre ud. (De to øvrige 'Heaven & Hell' fik vi fra Doc Holliday og Whitesnake-guitarist Doug Aldrich)

Doc Holliday (5):
Yiiieeehaaa! Det her, venner, det var altså noget nær festivalens største musikalske oplevelse. En af dem, der gør, at man stryger hjem og bare skal investere i plader. Doc Holliday er sydstatsrock, der lydmæssigt er en krydsning mellem The Eagles og The Allman Brothers Band. Og det var en koncert, der bongede pænt ud på hillbilly-skalaen for det medlevende og opsatte bikerpublikum. Omdrejningspunktet var sanger og guitarist Bruce Brookshire, der ud over en stor, hvid Stetson cowboyhat havde en fed stemme og den lækre, sprødeste Telecaster-sound. Stærke sange og melodier, autentisk sydstatsrock. Det var enkelt, velspillet, medrivende og rigtig meget musik. Så fin en oplevelse, at man rykkede længere og længere frem foran Zeppelin Stage. Og blev der hele koncerten ud. Og så skal der altså købes plader!

Helloween (2):
Øv, siger jeg bare! Helloween efterhånden med kun ét originalt medlem tilbage, bassist Markus Grosskopf, hamrede løs med en energisk sanger Andi Deris, der kæmpede en brav kamp for at redde æren for et band, der er og bør være historie. En kønsløs koncert helt uden nerve. Hvor vi dog savner Michael Kiske, Roland Grapow og Uli Kusch.

Whitesnake (5):
David Coverdale behøvede ikke mange øjeblikke for at bevise og helt og aldeles cementere, at han og kun han er kongen af Sweden Rock Festival. Coverdale leverede en koncert, der fik al snak om singback til at forstumme. Men de laaaaange solopartier var meget tæt på at ødelægge en af de absolut bedre Whitesnake-koncerter i nyere tid. Og så hjalp det fint, at Coverdale havde hentet et par gedigne special guests op på scenen.

Læs den fulde anmeldelse HER!