Gammel lyd med potentiale

Populær
Gammel lyd med potentiale

Det nye britiske band Inglorious løfter fint arven efter de gamle konger inden for klassisk britisk hard rock.

Kunstner
Titel
Inglorious
Dato
19-02-2016
Trackliste
1.Until I Die
2.Breakaway
3.High Flying Gypsy
4.Holy Water
5.Warning
6.Bleed For You
7.Girl Got A Gun
8.You're Mine
9.Inglorious
10.Unaware
11.Wake
Karakter
4

Er man vild med gamle ”Rockosaurusser” som Deep Purple, Whitesnake, Led Zeppelin, Bad Company og lignende bands med bånd eller ånd i den klassiske hard rock-scene fra de britiske øer, så går man formentlig ikke kold ved at tage en lytter eller mange til debutalbummet fra Inglorious.

Voice of UK

Inglorious er så britisk som det kan blive − når man ser bort fra, at guitaristen er svensker, naturligvis.
Bandet er bygget op om sangeren Nathan James, der har taget hele raden rundt i engelske sangkonkurrencer som eksempelvis Voice of UK, hvor han naturligvis blev vejet og fundet for let af de fire pop-coaches. Klippet er dog heldigvis stadig at finde, så man kan forvisse sig om, at Nathan James allerede i 2012 godt kunne synge. Desværre ser det ud til, at Tom Jones høreapparat slår fra i de afgørende sekunder. Det er faktisk en smule sjovt.



Det kan nok være Nathans version af ’Living on a Prayer’ ikke tog kegler hos Sir Tom & co., men det gjorde den så til gengæld på den anden side Atlanten, hvor Trans-Siberian Orchestra hentede James ind til at deltage i en turné på USA's østkyst og efterfølgende også på turne i Europa i 2014. Herefter har Nathan James også haft en tjans for den gamle Scorpions-guitarist Uli Jon Roth, som han har turneret med og indsunget vokalen for på albummet ’Scorpions Revisited’ fra 2015.



Fire briter og en svensker

Så forsangeren er altså ikke et helt ubeskrevet blad forud for debutalbummet fra Inglorious. Omkring sig i Inglorious har han samlet landsmænd i form af rytmeguitarist Wil Taylor, bassist Colin Parkinson og trommeslager Phil Beaver. På leadguitar er svenske Andreas Eriksson fra Malmø, der tidligere var med i glam metal-bandet Crazy Lixx under kunstnernavnet Andy Zäta.



Inglorious spiller hard rock med fødder aldeles solidt fastmuret i den engelske beton-rock fra begyndelsen af 1970’erne. Albummet lægger ud med sangen ’Until I Die’, der begynder med en keyboardintro hen ad Deep Purples ’Perfect Strangers’, der går videre i optakten til samme bands ’Highway Star’ (begge desværre undladt i videoudgaven), inden bandet for alvor sætter i gang med et Led Zeppeli- lydende guitarriff, før Nathan James lukker luften i ud bedste David Coverdale-stil.

På skrift lyder det måske noget uoriginalt. Men det fungerer godt.



Mange inspirationskilde, men egne kompositioner

Sangen ’Breakaway’ fortsætter i Whitesnake-sporet. Men på albummets tredje sang, ’High Flying Gypsy’, skifter stemningen til en lidt langsommere og tungere stil, der også klæder bandet. På sangen ’Holy Water’ lægger bandet sig lidt i slipstrømmet af Bad Company. Der er dog ikke tale om en coverversion af dette bands sang af samme navn.

På ’Unaware’ er der igen en lille forskel på albummets udgave og den version, der er valgt til officiel videoudgivelse. Endnu en gang har man på videoen valgt at skrotte introen fra albummet, som på denne sang består af en klaverintro. ’Unaware’ viser endnu en gang James' potentiale og giver også plads til, at bandets øvrige medlemmer kan demonstrere deres musikalske evner. Men sangen er ikke den mest spændende på albummet.



’Girl Got a Gun’ er en fin, lille bluesy ballade, hvor Nathan James igen lyder som en, der har lyttet godt efter David Coverdale, Paul Rodgers og Ray Gillen (Badlands).



Det fremgår ikke af bandets pressemateriale, hvem der står bag sangene på albummet. Men lidt leksikal søgning har åbenbaret, at det åbenbart er bandet selv med lidt udefrakommende hjælp af bl.a. Al Pitrelli (Trans-Siberian Orchestra, Savatage med flere), Joel Hoekstra (Whitesnake) og Neil Fairclough (bassist i Queen + Adam Lambert).

Kan med held og hårdt arbejde blive store

Inglorious har potentialet til at blive rigtig store inden for deres genre. Der er formentlig ingen tvivl om, at medier som eksempelvis Classic Rock Magazine og dets læsere vil knuselske Inglorius. Og med et relativt stort pladeselskab som Frontiers i ryggen burde bandet have mulighed for at få et afsæt med gode supportjobs og flere albums undervejs.

Er man glad for ovennævnte bands såvel som eksempelvis Aerosmith, Thunder, Dio og UFO, vil man sikkert finde stort behag i at stifte bekendtskab med Inglorious.