Grohls garagerock virker

Grohls garagerock virker

Foo Fighters' syvende plade "Wasting Light" er bogstavelig talt lavet i garagen, og det lyder ikke helt tosset.

Kunstner
Titel
Wasting Light
Dato
12-04-2011
Distributør
Genre
Trackliste
1. Bridge Burning
2. Rope
3. Dear Rosemary
4. White Limo
5. Arlandria
6. These Days
7. Back & Forth
8. A Matter Of Time
9. Miss The Misery
10. I Should Have Known
11. Walk
Karakter
3

Historien om Foo Fighters kender de fleste, men vi tager lige en meget hurtig opsummering. Nirvanas trommeslager Dave Grohl manglede noget at lave, da Nirvana blev skrinlagt. Han startede Foo Fighters for sig selv og udgav hurtigt den første skive under dette navn. Stille og roligt formede han bandet med andre medlemmer, og for hver udgivelse er succesen bare blevet større for Foo Fighters. I dag er de et af de største rockbands i USA, og med monsterhits som 'Best of You', 'Learn to Fly' og selvfølgelig 'The Pretender', så er denne nye 'Wasting Light' ventet af mange.

Her på Devilution har redaktøren tilladt sig at bede en anmelder, der normalt svælger i det sorte, onde og brutale om at fælde dom over Dave Grohl. Hvad han ikke ved er, at jeg var 14 år da Nirvanas 'Nevermind' og dermed singlen 'Smells Like Teen Spirit' udkom, og jeg blev en stille tilhænger. Så da de resterende medlemmer af bandet fortsatte med deres eget, fulgte jeg dem fra sidelinjen, og det projekt, der holdt ved for mig var Foo Fighters. Det bliver derfor ikke nogen ensidig nedsabling fra en pandamalet bandit, der mener alt skal være kvlt for at være godt.

Det bliver desværre heller ikke nogen fanfare af rosende superlativer. 'Wasting Light' er en lækker plade med sprød rock, og det klæder Foo Fighters, at de bogstavelig talt er gået tilbage i Grohls garage og har optaget den analogt. Det giver pladen en lækker nostalgisk og rund fornemmelse, og lige fra start kastes vi da også ud i klassiske Foo-sange. Åbneren 'Bridge Burning' sidder pænt og hyggeligt, mens singlen 'Rope' har lidt mere kant. Det samme har 'White Limo', hvor der virkelig åbnes op for godteposen og kæles for det hårde element i Foo Fighters, men samtidig har et af pladens gode gennemgående riffs.

Der er bare ikke det hit, der sender pladen op og gør at den står ud. Det er klassisk Foo Fighters, og deres garagerock virker både original og oprigtig. Den mangler bare noget, der gør at man for alvor begynder at lytte efter. Der er ikke det store 'The Pretender' hit, ej heller en rolig 'Resolve' (selvom 'I Should Have Known' er god!), der kan få nakkehårene til at rejse sig. Jeg synes det er lidt jævnt og pænt. Og det er nok det største kritikpunkt jeg kan komme med, for jeg kan ikke få mig til at hagle den ned. Den vil nemlig virke til mangt en aften på musikanlægget mens slænget hygger sig.

Og vekselvirkningen mellem numre som 'White Limo', 'I Should Have Known' og 'These Days' er det, der gør Foo Fighters til et af de helt store navne. Det er ikke endimensionelt, men derimod fantastisk god rockmusik med masser af facetter at spille på. Så selvom 'Wasting Light' ikke er den bedste plade, Foo Fighters har udgivet, så fortsætter jeg med at være fan, og jeg vil også høre til denne plade mange gange. Du må bare ikke sige det til nogen.