Groove i smadrende højt tempo
Populær
Der er gået ni år siden vi sidst hørte nyt materiale fra Lock Up, men nu er det længe ventede tredje album ude.
02. Accelerated Mutation
03. The Embodiment Of Paradox And Chaos
04. Necropolis Transparent
05. Parasite Drama
06. Anvil Of Flesh
07. Rage Incarnate Reborn
08. Unseen Enemy
09. Stygian Reverberations
10. Life Of Devastation
11. Roar Of A Thousand Throats
12. Infiltrate And Destroy
13. Discharge The Fear
14. Vomiting Evil
15. Through The Eyes Of My Shadow Self
16. Tartarus (instrumental)
Rundt omkring findes der mange forskellige inkarnationer af såkaldte all-star bands, og Lock Up må også se sig beskrevet som et sådan. Men det er vel også fair nok: Shane Embury, Nicolas Barker, Anton Reisenegger og Tomas Lindberg er i folden og den desværre afdøde Jesse Pintado samt legendariske Peter Tägtgren har også haft hver en rolle. Og nævner man blot nogle af de bands, som disse herrer er kendt for, så kan Napalm Death, Dimmu Borgir, Criminal, At the Gates, Terrorizer og Hypocrisy nævnes. Ikke et dårligt cv.
Men et cv er jo kun papir, som man bruger til at blære sig. Kan de nu noget? Ja, det kan de, og 'Necropolis Transparent' viser, at bandet ikke bare er ude i et tyndt opkog af tidligere tiders skiver. Det rykker og brager og "Tompa" på vokal er en hidsig og snerrende hund, som hastigt leder lytteren gennem albummet.
Tomas' stemme passer perfekt ovenpå dødsmetallen på albummet, som både har lidt grindcore-tendenser, men også "hviler" på en stor mængde punket energi. Til trods for at han er eneste skandinav i bandet, så har skiven alligevel presset en masse fed komprimeret svensk melodi ind, selvom tempoet er højt, hvilket sine steder får musikken til at lugte småråddent af lidt black metal.
Originalt, næ. Fedt, ja.
Sætter man pris på Napalm Death, så går man bestemt ikke galt i byen med Lock Up. Det er tydeligt, at musikken er skrevet med kærlighed til en masse af den mere ekstreme musik, og med det grundlag er det måske også forståeligt, at pladen aldrig bliver original og revolutionerende.
Til gengæld så sparker Lock Up måsen på så mange andre wannabe-bands derude ved simpelthen at have en sangskrivning, som holder og et energiniveau og et tempo, man ikke bliver træt af, selvom gaspedalen med få undtagelser er i bund hele vejen. Det rykker, brager og groover. Det kunststykke er ikke mange forundt at præstere, når BPM'erne sniger sig op i det rødglødende område. Stærkt, er det rette ord!
Her er et par teasers fra skiven: