Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Her går det i ged

Populær
Updated
Her går det i ged

Det er et gennemført gedetema, som Milking the Goatmachine, har valgt sig.

Titel
Back From the Goats
Dato
30-10-2009
Distributør
Trackliste
'March Into Shed'
'A Tale Of Slaughtering'
'Surf Goataragua'
'Sour Milk Boogie'
'Goats Got No Clits'
'Rise Of The Wise Goat'
'Bingo Bongo...'
'Eaten Blessed Scum'
'Goat Thrower'
'Feed The Goat'
'Wasting Away'
'The Last Unigoat'
'Born, Lost And Captured'
'Back From The Goats
Karakter
2

Den positive oplevelse, som Milking The Goatmachine byder på lige når deres nye skive smides på anlægget, afløses hurtigt af en skuffelse. Det positive, som giver håb om et fantastisk album ligger i selve lyden. En utrolig fyldig og massiv lyd, som passer fint til bandets såkaldte goat grind. Desværre viser pladen sig også hurtigt at være ganske ensformig, og kunne kun i form af et single-format med to numre have reddet sig en høj karakter.

Musikken kører i samme rille hele vejen, og der mangler riffs og ikke bare en pumpen i rundt akkorder. Med en stil langt fra punk og The Ramones, så er det nødvendigt med noget mere interessant. Vokalen kommer dog i to varianter, som dog ikke varieres synderligt. Det dybeste af growlet tager sig af teksten, mens det andet growl synger noget i retning af ”wee-wee-weed” hele vejen igennem, og det figurerer i alle sange. Det er nok blot tænkt som en effekt ligesom de spredte ”mæh mæh”, der naturligvis er nødvendige for at være tro mod temaet.

Tempoet er ikke helt til at være benævnelsen grind værdig, men sådan lyder grind måske bare i GoatEborg, som bandet kommer fra? Men sangen ’Surf Goataragua’ er faktisk ganske underholdende og passer i høj grad ind i bandets myspace-labels ”death metal/surf”. Som seriøs musik holder pladen desværre ikke hele vejen, og i længden bliver en del ”mæh mæh” til næ, næ og nej tak.

Kvalitetsmateriale? Det er så som så. Kultpotentiale? Oh, yeah.

Se video til ’Surf Goaturagua’ herunder. Det er ikke helt uden humor!