Himmerigsmundfulde fra helvede

Himmerigsmundfulde fra helvede

The Riffmeister strikes back. Den bedste udgave af Black Sabbath har begået et langtidsholdbart og ultratungt album, der i dén grad holder

Titel
The Devil You Know
Distributør
Forfatter
Karakter
4

Det er så latterligt, at Heaven And Hell ikke må kalde sig Black Sabbath, for Heaven And Hell er den musikalsk bedste udgave af Black Sabbah nogensiden - i al respekt for Ozzy og Bill Ward. Men Black Sabbath med Ronnie James Dio som vokalist er bare lige dén tand skarpere end Ozzy Lalleglad-udgaven af Sabbath. Heaven And Hell er tungt og råt, medrivende, kantet og genial i al sin enkelthed. Og så kan Riffmeister Tony Iommi altså bare blive ved med at pumpe de ondeste guitarriff ud af sin Gibson SG. Brutalt!

Dio-udgaven af Black Sabbath har begået to af de absolut bedste heavy metal album nogensinde, "Heaven And Hell" (1980) og "Mob Rules" (1981), og fulgte i 1992 op med den oversete, men aldeles fremragende "Dehumanizier". I 2006 begik de opsamlingen "The Dio Years" og indspillede tre helt og aldeles fremragende sange. Og nu er de her så med et album, der på mange måder holder niveauet fra de foregående udgivelser.

Og - man troede det ikke muligt - men rent faktisk sparker de mere røv nu end nogensinde før. "The Devil You Know" er så tung en omgang, at man nærmest bliver rystet. I en alder af 67 år (!) synger Dio bedre end nogensinde. Iommi leverer stadig på et helt utroligt niveau, og rytmesektionen med bassist Geezer Butler og trommeslager Vinny Appice tordner derudad på tungeste og tighteste vis.

Albummet åbner ultratungt med "Atom And Evil" og bringes på skæring to, "Fear", lidt op i tempo - men stadig tung. Og hold da op for et fantastisk riff i B-stykket. Sang nummer tre er "Bible Black", og allerede nu taler vi klassiker. Det akustiske intro giver mindelser om "Sign of the Southern Cross", og så den tunge overgang, hvor Butler og Appice virkelig viser, hvor væsentlige bidrag de yder til den tunge, som dette orkester leverer bedre end alle andre. Behøver man at sige, at "Bible Black" krydres af et af de absolut bedre Iommi-riff (hvilket ikke siger så lidt). "Rock And Roll Angel" er mere sådan lige ud ad landevejen og er bestemt over i den mere melodiske boldgade. Men et helt igennem fremragende nummer, så absolut blandt favoritterne. Også fordi nummeret holdes oppe af et riff, som er en skøn blanding af riffene fra "I" og "Anno Mundi".

Og så kommer mellemvarerne, "The Turn of The Screw", som har et mægtigt åbningriff, der desværre lover alt for meget. Og så "Eating The Cannibals", som er albummets eneste høj-tempo nummer. Men nummeret lyder mest som lidt overskud fra den seneste Dio-pladeindspilning.

Alt er dog tilgivet, når vi kommer til albummets måske bedste nummer og tekstmæssige højdepunkt. Vi citerer: "So if you want to know where I've been hiding all these years, follow the tears." En tekst af samme dybde som "The Devil Cried" fra "The Dio Years". Og så et monstertungt riff. F**k!!! På "Neverwhere" kommer vi lidt op i tempo, men desværre er det på albummets måske svageste nummer. Men albummet slutter af med et tungt, tungt brag: "Breaking Into Heaven". Så bliver det altså ikke tungere. Baghjul, venner! Det her er altså et af klodens absolut bedste rockbands.

Heaven And Hell overbeviser med et album, der vil bevise sin langtidsholdbarhed. Tre fyld-numre er dog tre for mange. Også selv om de resterende syv holder en tårnhøj standard. Men de gutter er altså nogle gamle nogen, som bare bliver bedre med årene. Bedre og mere og mere overbevisende.

I næsegrus beundring...