Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Hold det tungt

Populær
Updated
Hold det tungt

Der er mange gode grunde til at glæde sig til Copenhell. Fall Of Pantheon demonstrerer selvsikkert med deres anden ep, ’The Shadow Envelops All’, hvorfor de er en af dem.

Titel
The Shadow Envelops All
Dato
08-03-2013
Trackliste
1. Corrupting The Newborn
2. The Price Of Betrayal
3. Inner Dystopia
4. Punishable By Death
5. The Shadow Envelops All
Karakter
5

Hvor Fall Of Pantheon med sidste års udgivelse ’Oculus’ ifølge Villumsen pissede deres navn fast i sneen, er det ingen overdrivelse, at ’The Shadows Envelops All’ til sammenligning kunne smelte et godt stykke af indlandsisen, hvis det er pis af samme kaliber. Det er en udgivelse, der kan bane vejen for kvintetten, der nok skal bide mere blodigt og sikkert fra sig med tiden, for de spiller rendyrket dødsmetal, som den skal skæres. Ikke noget clean vokal og rumklangs-inficeret kor hér.

'The Shadow Invelops All’ starter morderligt tungt ud med et af ep’ens langsomste og omkvædsmæssigt måske mest catchy numre, der sammen med tredje skæring, ’Inner Dystopia’, slår fast, hvorfor Fall Of Pantheon er bedst i den tunge afdeling hvor feelingen ligger bagerst på pulsen. Riffbetoningen leder tankerne hen på Dawn Of Demise, som drengene lige har opvarmet for på Lygten Station, og de var tydeligvis et meget nærliggende valg som support. 

Kraftfuld helhed

Dernæst halser vi videre til ’The Price Of Betrayal’ (i øvrigt endnu en fed sangtitel i rækken), der sammen med gennemført coverart, en samlet lyd og musikalsk klar stilretning for alvor opsummerer bandets potentiale. Hele vejen igennem sørger vokalen for, at der ikke er noget at grine af, mens det høje tempo fremhæver, hvor nødvendigt præcist Michael Lynch bag trommerne spiller. Nummeret er en god præsentation af Fall Of Pantheon. Det demonstrerer både, hvor tungt de kan spille, og hvor meget smæk der er på alle instrumenter og Philip Burrs grumme vokal, men også hvor differentierede de egentlig kan være, når de vil, og hvor ubesværet de skifter rytme og tempo. Ind i mellem sejler guitaren lidt i de hurtige og mere komplekse løb, som er meget karakteristiske for alle fem numre, og guitarlyden kan være en anelse skærende. Det medvirker til, at man kan mærke, at Fall Of Pantheon som konstellation er et ungt band.

Ovennævnte numre kategoriserer egentlig resten af albummet, der nok er kort i sin ep-længde, men som også holder standarden. Titelnummeret er en fin afslutning på en tempofyldt omgang død af de bedre.

Klar til Copenhell?

’The Shadow Envelops All’ er produceret i Gain Factory af en erfaren herre, Jakob Gundel (trommeslager i Invocator og Stella Blackrose blandt flere, samt eks-trommeslager i Withering Surface), og om arbejdet med Fall Of Pantheon siger han, hvad der ikke kan formuleres meget bedre i anmelder-øjemed, for det kan simpelthen høres på produktet:

”De er sgu nogle gode og hårdtarbejdende gutter, som jeg har haft fornøjelsen af at følge på sidelinjen, samt arbejde med i studiet de sidste par år nu. Jeg synes bandet har været en enorm udvikling igennem fra første ep (’Oculus’, som jeg producerede i mit gamle studie) til den sidste. Deres sangskrivning er blevet langt bedre, og meget mere fokuseret og stilren siden starten. De har lært en masse om hele "gamet" og er virkelig rykket på alle planer, hvilket er super fedt at se! Dette betød også, at der var en mere væsentlig ide om, hvor produktionen skulle hen denne gang, hvilket var en klar fordel og gjorde hele processen meget målrettet og lige til.”

Resultatet er en gennemført udgivelse med meget få svagheder. At Fall Of Pantheon løb af med sejren til Mighty Fight Night i januar og dermed sikrede sig spilletid på årets Copenhell, vil være med til at hæve standarden på Pandæmonium-scenen, hvis live-niveauet kan matche indspilningerne, som de tager sig ud på ’The Shadow Envelops All’.