Hvis bare alt kun var rock
Populær
St. Prostitute slipper aldeles udmærket fra debuten, der viser gode takter, så længe de skarpeste økser er fremme.
2. Say When It's Over
3. I'm Not Falling
4. Dreaming Of You
5. The Highway Hitcher Murder Blues
6. Hell Yeah!!
7. Medicine
8. A Bitter Man's Lullaby
9. Schizophrenia
10. Crisis
Aarhus-opståede St. Prostitute har tidligere kaldt sig L.A. Prostitute og under det navn varmet op for Pretty Maids i Tivoli, ligesom et par legendariske amerikanske klubber har været udsat for kvartetten – og nu er tiden kommet til det næsten selv-titulerede debutalbum: 'Here Come The Prostitutes', der læner sig kraftigt op af glam-rocken. Måske er det endda glam-rock, men da man aldrig ved om det er et positivt eller negativt-ladet ord, kunne man også kalde St. Prostitute for udøvere af melodisk riff-baseret hard-rock med en lidt hæs vokal, tilbagelænede soloer og et vist hitpotentiale – hvis altså rockmusik stadig hittede.
Højklasseprostitution
For når de prostituerede er allerbedst, præsterer de noget af meget meget høj klasse, eksempel i indledningsskæringen/titelnummeret eller i det absolutte højdepunkt, den sublime festrocker og indlysende navngivet 'Hell Yeah!', hvor omkvæd, riffs, umiddelbarhed, råstyrke og energi går op i den helt rigtige enhed, som man skaber via et veludrustet parti anbragt under bæltestedet.
Omvendt synker glædespigerne også langt ned, når ballader skal dyrkes med den indføling som genren kræver – 'Dreaming of You' og 'A Bitter Man's Lullaby' er ikke ringe sange, men hvor hårdrocken virker, mangler disse totalt dynamikken og det særlige, der skal berettige afdæmpede sanges tilstedeværelse på en plade med tråd.
Med andre og kort opsummeret savner St. Prostitute altså hverken gode idéer eller talent – eftersom de fleste ikke-nævnte numre på debuten læner sig klart mest i retning af noget godt, skal der nok bare strømlining på og så en fastholden af alt det, der larmer.