I udbrud
Denne magtdemonstration fra Daath bringer forhåbentlig bandet op fra undergrunden.
2. Destruction/Restoration
3. Indestructible Overdose
4. Double Tap Suicide
5. The Decider
6. Exit Plan
7. Oxygen Burn
8. Accelerant
9. Arch {Enemy} Misanthrope
10. Manufactured Insomnia
11. A Cold Devotion
12. N.A.T.G.O.D.
13. Terminal Now
I nogen til har Daath ligget og boblet i metallens underjordiske magmakammer, men fra tid til anden har man hørt kendere lovprise Atlanta-kvintetten som det nye store. Det er ikke helt lykkedes for bandet at bryde igennem til overfladen endnu, men med nærværende selvbetitlede album burde udbruddet komme.
Orkestret hører bestemt til bland de mere nørdede og navnet er et af de ti sefitot i den jødisk-mystiske Kabbalah (Da'at) og betyder "kundskab". Bandet ynder at stave det med "å", men for en dansker kommer navnet til at rime på ”båt” og det er metallen simpelthen for godt til. Derfor skrives det hermed "Daath".
Stilen er... ja, hvad er stilen... "ekstrem metal" kan vi kalde den i mangel på bedre. Musikken spæner derudaf i et orgie af hurtige riffs på frovrængede guitarer, milliarder af stortrommeslag og en superagressiv screamet og growlet vokal. Derudover er mange melodiøse guitarløb, ekvilibristiske soloer og keyboardakkompagnementer, som gør denne lavastrøm at musik ekstremt kompleks at lytte til, og spænder fra det pompøse til til det ultraagressive. Sammenligninger må der til, og deres musik kan give associationer til både det sene Strapping Young Lad, men også bands som Dimmu Borgir, Chimaira og Devildriver.
Numrene på dette selvbetitlede album afveksler mellem det speedede og det groovede, og bag kakafonien af elementer hører man til tider et godt gedigent sangskriverhåndværk – både hvad angår form og akkordgange, hvilket man kan høre på numre som 'Arch (Enemy) Misanthrope' og 'Accelerant' - nok skivens bedste. Man kunne sådan set have fremhævet et hvilket som helst nummer, for der er faktisk ingen svage imellem, for alle numre demonstrer, at bandet formår både at have øje for detaljen og helheden.
Skiven er alt i alt en magtdemonstration i hvordan man skal spille instrumenter, hvordan man skal skrive metalnumre som ikke går på kompromis med groove, punch, præcision og detaljerrigdom – det er helt vildt, at bandet ikke er mere kendt, end det er. Må denne plade råde bod på det!