Ikke meget godt nyt at hente
Populær
Danske Lucer debuterer med et album, der oser af inspiration fra 80’ernes amerikanske radiovenlige stadionrock og 90’ernes britpop. Desværre virker produktet ikke særlig holdbart.
Something Original
Too Late
Go Easy On Me
I Don’t Wanna Know
Bring Me Good News
Shooting Star
What’s In It For Me
Million Faces
Call It A Day
Lucer er en ung dansk rocktrio. Der er tale om den helt klassiske formation med bas, trommer og guitar. Lucer består af brødrene Anders og Lasse Bøgemark på henholdsvis guitar og bas/vokal og trommeslageren Jonathan Nørgaard.
Bandet har tidligere heddet L.A. Collection, men hedder altså nu Lucer. De har tidligere udgivet en ep, men ’Bring Me Good News’ er bandets egentlige debutalbum.
Velafprøvet poprock
Det ligger klart fra start, at Lucer i høj grad tager afsæt i en velafprøvet genre. Albummets første sang er første singleudspil ’Midnight Sun’, der er en midttempo poprocksang med lidt forvrænget vokal og et ”Yeah-yeah!”-omkvæd. Det kan muligvis blive en semigod livesang, hvor den yngre del af publikum kan hoppe op og ned imens de skråler med på omkvædet. Det er ganske effektivt, men spændende er det ikke.
I det hele tager er der sparet gevaldigt på de musikalske udfordringer og gode nyheder på ’Bring Me Good News’. Alle sangene på albummet bærer præg af en gennemprøvet poptradition for, at det ikke må blive for rocket, ikke blive for avanceret, ikke blive for langstrakt, at der partout skal være et ret melodiøst omkvæd i alle sangene, og at omkvædet endelig ikke må vente mere end max. 50 sekunder, før det fyres af første gang. Det er sådan set et udmærket koncept, hvis man stiler mod at komme øverst på hitlisten. Men desværre for Lucer dukker de rigtig gode sange aldrig rigtigt op på ’Bring Me Good News’.
Indledningen og tempoet på albummets anden sang – 'Something Original' – er stort set identisk med ’Midnight Sun'. Der er bestemt ikke meget originalitet at spore her. Efter 50 sekunder sættes der så gang i ”aha, aha, aha” (bemærk: ikke ”yeah-yeah”), som går over i det rigtige omkvæd ”She’s so radical,/ Something original”. Originalt er det ikke.
Hurtigt overstået – hurtigt glemt
Sådan kører det så videre på albummet, der med sine 37 minutter ikke er særligt langt, men dog alligevel når at blive en smule trættende, da de fleste sange er skåret over præcis samme læst.
Denne anmelder bliver ikke den første og garanteret heller ikke den sidste, der trækker Lucers klare inspiration fra britpoppen frem. Lasse Bøgemark lyder på flere af sangene ganske meget som Liam Gallagher fra Oasis, og sangstruktur og lyd minder da også en del om 90’ernes britpopbands.
Dog synes der også at være inspiration at hente hos den amerikanske powerpopscene fra 80’erne med bands som eksempelvis Cheap Trick og The Knack.
Sidstnævnte viser sig i sangen ’Go Easy On Me’, hvor der indtræder et b-stykke med linjerne ”Oooohhh, ohhh, yeah, yeaaah / Oooohhh, ohhh, yeah, yeaaah”.
Bedste sang på albummet er måske titelsangen, som ud over en ganske fin og hårdtrockende guitarintro også har en smule mere dybde end hovedparten af albummets sange. Der er også skruet lidt mere op for tempo og rock i denne sang, og det klæder Lucer. Men med 2 minutter og 59 sekunder er det samtidig også albummets korteste sang, så det var en kort fornøjelse.
Albummets sidste sang hedder 'Call It a Day'. Det var måske lige drastisk nok, hvis Lucer vælger denne løsning. Men der er i sandhed plads til forbedring.
Lucer har fundet vej til Devilution. Devilution er dog nok ikke det helt rette platform for en anmeldelse af et band, som mere lyder som MGP-materiale end som nye ambassadører for dansk hard rock og metal.