Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Jørn Lande presser citronen

Populær
Updated
Jørn Lande presser citronen

Heavyrockens måske bedste sanger lige nu, norske Jørn Lande, har smidt et helt unødvendigt livealbum på gaden.

Kunstner
Titel
Live in Black (db. CD + DVD)
Dato
26-08-2011
Distributør
Trackliste
CD 1:
1. Road of the Cross
2. Shadow People
3. Below
4. We Brought the Angels Down
5. Stormcrow
6. Spirit Black
7. The Inner Road
8. Man of the Dark

CD 2:
1. Black Song
2. Guitar solo 1
3. Tungur Knivur
4. Guitar solo 2
5. Rock'n'roll Angel
6. Drum solo
7. Soul of the Wind
8. Are You Ready
9. War of the World
Forfatter
Karakter
4

Jeg forstår ikke det her album. Altså, berettigelsen af det. For der er ingen. Jo, fedt nok at ville dokumentere en rigtig fed koncert på Sweden Rock Festival. Men festivalen i 2010 - for mere end et år siden?

Nej, enten har der været nogle kontraktlige forpligtelser, der skulle opfyldes, eller nogle citroner, der i dén grad trængte til at blive presset.

Verdens pt. absolut og i særklasse stærkeste heavyvokalist, den norske viking Jørn Lande, har i eget navn - Jorn - udgivet soloalbums i en lind strøm siden 2000: 6 "rene" album med egne kompositioner, 2 coveralbums og to greatest hits-album samt - nu - to livealbums. Det seneste livealbum, 'Live in America', blev sendt på gaden i 2009. Og to år efter har vi så endnu et af slagsen.

Samtidig har vi i perioden oplevet Jørn Lande på album med Masterplan, Allen/Lande og flere andre. En travl herre...

Var 'Live in Blacks' berettigelse så, at DVD-udgaven bare er en must-see, men det er det ikke. For få kameraer og for ensidige kameravinkler gør, at DVD'en egentlig ikke har anden berettigelse end at dokumentere koncerten på Sweden Rock. Sidste år.

Nå, ud over det, så synger manden jo helt igennem fantastisk, og det dokumenter 'Live in Black' så tydeligt. Albummet dokumenterer også, at Jørn Lande ikke lefler for hurtige, overfladiske hits. På dén måde sælger han ikke ud.

Jorn leverer hårdtslående, tung heavyrock à la Dio, Heaven & Hell og tidlig Rainbow. Pissefedt, stærke numre. Lækker tyngde. Gigantisk stemme. Og ganske fremragende musikere.

Nu må vi så bare håbe på én ting, nemlig, at Jørn Lande har brugt dette noget unødvendige mellemspil til at vinde tid til at lave det album, der giver ham det gennembrud, som han mere end nogen anden har fortjent.

Men det gennembrud kommer nok først den dag, han allierer sig fast med en af de helt store guitarister og kører parløb med ham. Som Dio gjorde først med Ritchie Blackmore og siden Tony Iommi. Lande valgte at gå den direkte modsatte vej...