Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Jubilæumssingle i let metal

Populær
Updated
Jubilæumssingle i let metal

Metallica har sendt en EP på gaden, der indeholder rester fra 'Death Magnetic'-indspilningerne, og de er af varierende kvalitet.

Kunstner
Titel
Beyond Magnetic
Dato
16-12-2011
Distributør
Genre
Trackliste
1. Hate Train
2. Just A Bullet Away
3. Hell And Back
4. Rebel Of Babylon
Karakter
3

I forbindelse med Metallicas fire jubilæumsshows på The Fillmore i San Francisco, der skulle fejre bandets 30-års jubilæum, havde bandet fire sange med. Én sang hver aften. De havde aldrig før været udgivet eller spillet live. Det var noget af det materiale, der blev skåret fra da Metallica indspillede 'Death Magnetic'.

Nu ser de fire sange fra de fire aftener så dagens lys på singlen 'Beyond Magnetic', som man har valgt at kalde udgivelsen. Det er en lidt underlig størrelse. Et par af sangene fungerer egentlig meget godt. Det er de to første, 'Hate Train' og 'Just a Bullet Away'. Netop 'Hate Train' kan for de virkelig indviede bringe minderne frem om en trailer, der hed "Mission: Metallica", som blev brugt til at promovere og reklamere for 'Death Magnetic', hvor man brugte en solo i det lille teaser-klip. Mange af de hårdt støbte fans undrede sig længe over hvor den solo blev af på pladen 'Death Magnetic'. Svaret blev givet på den første aften af de fire Fillmore-jubilæumsshows. For den ligger på 'Hate Train' knap et minut inde i sangen. Et lille kuriosum for os nørder, der bruger alt for mange vågne timer af vores sparsomme liv i Metallicas gøren og laden. 'Hate Train' har også lånt lidt af 'Fuel', synes jeg, da der er et riff, som bl.a. er med til at lukke sangen ned, som minder om dén sang.

Her er 'Just a Bullet Away' noget anderledes. Der er også masser af riffs og et solidt swing. Samtidig indeholder sangen også et mellemstykke med nogle gode harmonier, hvilket fungerer rigtig godt. Langt værre er det med 'Hell and Back' og 'Rebel of Babylon', der begge er nogle underlige sammenblandinger af en horde af riffs, der nærmest er blevet smidt oveni i hinanden uden virkelig at have haft en ide med det hele. I forhold til tidligere orkestreringerne fra James' og Lars' side, så virker de to sidste sange ikke særlig godt konstrueret.

Det er dog alt i alt en ganske nydelig udgivelse. For mig var det rart at høre lidt mere fra 'Death Magnetic'-fasen, ligesom det var skønt at høre noget, der ikke havde noget med 'Lulu' at gøre. For jeg vedstår min kritik af det projekt. Jeg kvitterer derfor med tre små stjerner. Jeg stod og vaklede lidt og overvejede at nøjes med to stjerner. Men James' rene vokal på 'Hate Train' får mig til at komme tilbage til den sang, så der må alligevel være et eller andet over 'Beyond Magnetic', der fænger.

Det er ikke den næste 'Master of Puppets' og det er forståeligt, at de fire sange ikke kom med på 'Death Magnetic', men det er en nem lille udgivelse, der i mine øjne skal ses som en forløber for den plade Metallica forhåbentlig udgiver i 2012 eller 2013. Lidt ligesom ikoniske 'The $5.98 Garage Days Re-Revisited', der heller ikke bestod af noget specielt materiale, som sådan, men som havde den effekt, at den holdt ilden i live hos de mange fans, der sukkede efter en ny plade. Og det kan meget være, at 'Beyond Magnetic' får samme kultstatus omkring det at finde et fysisk eksemplar, som 'The $5.98...' havde i en periode, for indtil videre er 'Beyond Magnetic' ikke udgivet fysisk. Uofficielt har helstøbte fans dog allerede selv lavet en version, men det er meget nørdet og den er også forlængst udsolgt.