Kvalificerede variationer over død og doom
Autopsy er rigtigt kommet op i gear efter genkomsten, og det er heldigvis uden at gå på kompromis med den musikalske kvalitet, hvilket deres sjette album er et tydeligt bevis på.
Det amerikanske gore death- (og fra tid til anden: doom death-) metalband er klar med den 6. fuldlængde, der samtidig er den anden siden gendannelsen i 2009. ’Macabre Eternal’ fik roser med på vejen herfra, da den udkom tilbage i 2011, hvor bandet samtidig også gæstede samme års Roskilde Festival.
Der er for så vidt ikke så meget nyt at skrive om siden dengang. ’The Headless Ritual’, som den nye udgivelse hedder, er indspillet med samme line-up som den forrige. Dvs. de tre originale medlemmer og så den nye bassist, som stødte til i 2010. Coveret er i samme stil, selvom logoet denne gang er i en lidt mere læselig variant. Produktionen er desuden i samme herligt beskidte boldgade som sidst, hvor man af og til kan undre sig over, om guitarerne skal lyde så skævt i forhold til hinanden (hør specielt titelnummeret). Men det bidrager positivt til horror-stemningen, som teksterne bygger op. Musikken lyder som spillet af mennesker uden alt for meget flueknepperi. Pladen lyder levende og frisk, og det er i dette tilfælde kun positivt, at der er breaks, hvor et instrument ikke lige bliver cuttet af ligeså hurtigt som et andet, da det er med til at give en live-fornemmelse frem for en pro tools-oplevelse.
’The Headless Ritual’ kommer vidt omkring i dødsmetalgenren med flere spring til doom, og på imponerende vis gøres det samlet set faktisk på en meget rocket måde. Autopsy rykker, det kan man ikke komme udenom. Der er for så vidt ikke så meget nyt over bandets musik i sammenligning med den sidste skive, men hvor variationen dér måske mest blev set fra nummer til nummer, så er amerikanerne ikke bange for at tage store stilskift i ét og samme nummer på denne skive. Et glimrende eksempel er åbneren, som naturligvis først lige lufter den rådne sæk af død, men senere er der et meget pludseligt skift til en omgang kravlende langsom doom. Når den passage får lidt lead-guitar minder det faktisk lidt om Gorefest, som de lød, da de satte tempoet lidt ned på de to glimrende sidste album.
Gennemført fra start til slut
Chris Reiferts vokal er ligeså bundrådden som den plejer og sikkert stadig en tilvænningssag for nogle, men den ligger endnu bedre i mixet denne gang, og så er den samtidig lige et morbidt hak bedre end sidst. Ros skal der også lyde til guitaristernes arbejde. Det er sjældent, at de bare spiller præcis det samme; i stedet fuldender de hinandens spil via leads og (skæve) harmonier. Albummet holder fra start til slut – der var måske et par sange med større ”hitpotentiale” på den forrige end på denne, men til gengæld så er der ingen faldgruber på ’The Headless Ritual’, som i stedet holder en høj kvalitet fra start til slut.
Autopsys riffs er helt klart af den gamle skole, og isoleret set ikke altid så fandens interessante. Men der sker et eller andet magisk i samspillet mellem instrumenterne og den growlende vokal. Variation er et nøgleord her, uden at det overgøres og bliver sært. Det smadrer, kravler og kryber, men mest af alt, så har det sjæl, og det rykker.