Gammelt udslidt bæst

Gammelt udslidt bæst

Tredje gang med Lady Beast er desværre heller ikke lykkens gang for hverken bandet eller lytteren.

Kunstner
Titel
Vicious Breed
Dato
17-11-2017
Trackliste
1. Seal The Hex (5:39)
2. The Way (3:12)
3. Lone Hunter (3:21)
4. Always With Me (5:54)
5. Get Out (4:26)
6. Every Giant Shall Fall (5:19)
7. Sky Graves (5:01)
8. Vicious Breed (3:27)
Karakter
2

Det er ikke svært at fatte sympati for Lady Beasts insisterende hang til at hylde old school-metallen. Desværre er bandets album ikke voldsomt vellykkede. Det gør sig også gældende for bandets tredje album, 'Vicious Breed'.

Alt ved Lady Beast er gennemført old skoooool heavy metal. Det være sig bandets logo, albumcovers, sangene, den visuelle fremtoning med eksempelvis to Flying V-guitarer samt udgivelsernes bedagede produktion. Det er i sig selv ikke nødvendigvis dårligt. Der vil altid være plads til gode bands, der hylder metalhistoriens store periode i startfirserne, hvor NWOBHM gik sin sejrsgang over hele den vestlige verden.

Problemet med Lady Beast er imidlertid, at hverken bandets kompositioner eller medlemmernes instrumentale evner tilnærmelsesvis står mål med anstrengelserne.

Lady Beast gør i vid udstrækning brug af de dobbelte guitar leads, hvor de to guitarister Andy Ramage og Chris Tritchler givetvis har rådyrket Iron Maidens debutalbum. Men desværre er de to guitarister for ofte ude af sync. Bandets sange lider også under en alt for overdreven tendens med markeringer her og der og alle vegne. Riffene bliver i en uendelighed afbrudt af den ene markering efter den anden. Samtidig mangler bandet flere steder fokus på noget så banalt som at holde takten. Det er sådan set okay, at et band løber lidt i tempoet, når der spilles live, men ved pladeindspilninger bør man fokusere på at være steady. Det bør nok overvejes at placere en metronom lige foran trommeslager Adam Ramage ved næste indspilning eller endda gå så moderne til værks som til at smide et klik ind i hans hovedtelefoner.

Forsanger Deborah Levine gør et hæderligt job med at følge med musikken. Men hun i sandhed ikke nogen stor vokalist. Hun og musikken minder til tider en smule om vores egne Kim Sixx, der var fremme for 30 år siden, eller om Chastain med Leather Leone i forgrunden. Men sammenligningen falder bestemt ikke ud til Lady Beasts eller Levines fordel.

Det er designet til at lyde, som om albummet var indspillet i 1984. Det kan være charmerende nok, men når sangene ikke når samme niveau som dengange, virker det bare lidt for desperat.

Der er ganske underholdende momenter blandt sangene, men helhedsindtrykket bevæger sig aldrig over det kun tilnærmelsesvist gennemsnitlige. Titelsangen, der afslutter albummet, er ganske fornuftig, men da den samtidig er en af de korteste sange på albummet, er det ikke rigtig nok til at hive niveauet op for alvor.

Sangen ’Every Giant Shall Fall’ er også et nogenlunde sammenhængende stykke musik, hvor Levine ikke falder igennem. Men nogen klassiker er der bestemt ikke tale om.

">

Helhedsindtrykket af Lady Beast bliver derfor, at bandet efter tre album fortsat ikke har bevist, hvorfor det skulle været et band, som nogensinde vil slå rigtigt igennem.

Det kan måske være upassende at bemærke i den forbindelse, men det synes umiddelbart tvivlsomt, om bandet overhovedet ville have fået en pladekontrakt, hvis det ikke lige var, fordi det har en kvindelig forsanger.
Det er i hvert fald ikke bandets sange, der berettiger til den moderate hype, der trods alt er omkring bandet. Der er ingen af albummets sange, der efterlader noget mindeværdigt indtryk.