Manden med Weekendvesten: Del 4 – Hjemsøgt af fristelser

IMG_20200322_153619__01
Haunt-MF-e1575752620666

Manden med Weekendvesten er udfordret af kalorierige fristelser og forsøger at slå tilbage på overspisningen. Men Haunt hjælper ham ikke i den ulige kamp.

Kunstner
Titel
Mind Freeze
Dato
10-01-2020
Trackliste
1. Light The Beacon
2. Hearts On Fire
3. Mind Freeze
4. Divide And Conquer
5. Saviors Of Man
6. Fight Of Flight
7. Have No Fear
8. On The Stage
9. Voyager
Forfatter
Karakter
3

Manden med Weekendvesten læser Weekendavisen, Pepsi Max, henter børn og skammer sig over ikke at køre med cykelhjem, selvom det ødelægger frisuren – og så er der groft sagt ikke mere følelse af rebelskhed tilbage. Altså ud over heavy metal. 

For det er således, at for Manden med Weekendvesten er heavy metal den eneste eskapisme – det er en flugt ind i en verden, hvor han selv bliver vildere og farligere og naturligvis mere attraktiv for det modsatte køn, når han lytter til hævi mædl!

Men skabes den slags heavy metal stadig? Det er Manden med Weekendvesten nødt til at finde ud for at finde vejen ud af 40'ernes trygge midtlivskrise!

Manden med Weekendvesten
– del 4

Manden med Weekendvesten var manden med den dårlige samvittighed. Hvert et fejltrin satte sig, og der var mange af dem i den indesluttede corona-tid. Men for hver dag blev fristelserne flere, og modstandskraften svagere. Flere øl, mere slik, mere kage og mere tid til at spise det hele, fordi ingen holdt øje, når Manden med Weekendvesten arbejdede hjemme.

Det så måske ikke ud af meget, men Manden med Weekendvesten var om ikke andet så blevet tyk i sit eget selvbillede, og det er trods alt der, at man kan veje mest.

Så Manden med Weekendvesten måtte blive manden med håndvægtene – og kettlebells, svedbånd, stramme shorts. Og han havde brug for en motiverende guitarmur, så mens udstyret blev pakket og den rigtige band-shirt valgt, satte han Haunts oversete januarudgivelse ‘Mind Freeze’ på de ørevoksindsmurte hovedtelefoner og gik i baggården.

For selvtræning er ikke en egosport. Manden med Weekendvesten vidste, at den største tilfredstillelse ved fysisk udfoldelse kommer fra alle dem, som passerer og med et påtaget venligt smil nikker og roser den udøvende, fordi de netop går derfra med endnu dårligere samvittighed og dermed går længere om bag i køen af mennesker med lavt selvværd. Bag Manden med Weekendvesten. Livet er hårdt og brutalt, og fitness er kun et forstærkende spejl.

(Sveden pibler under video)


Knap så brutalt var Haunt. Manden med Weekendvesten lagde ud med armbøjninger, som det retteligt hedder, hvis man har rundet fyrre. Stærkt prustende og ildrød i hovedet, mens amerikanske Haunt præsenterede ham for indledningsnummeret ‘Light the Beacon’.  Et ret så fængende omkvæd i et midttemponummer, og så en titel, der let fejllæses og giver lyst til at starte op under panden og stege noget gris – Manden med Weekendvesten er en letfristelig type i disse dage.

Men Haunt foldede sig først rigtigt ud, da da Manden med Weekendvesten greb sin kettlebell og støttet af et tørrestativ forsøgte at være ekstra attraktiv for de kvinder, som endnu ikke var begyndt at nyde skuet fra deres altaner. I ‘Hearts on Fire’ satte bandet tempoet gevaldigt op og havde et næsten powermetallisk udtryk – men i en helt anden indpakning. Fordi Haunt på en gang læner sig op ad 80'ernes heavy metal, men samtidig har valgt en indesluttet vokal og en produktion, der minder meget mere om de let syrede halvfjerdsere.

Manden med Weekendvesten fjernede sveden fra panden og slap sin kettlebell. Et hurtigt blik gled hen over altanerne og konstaterede, at kvinderne stadig ikke havde opdaget den stønnende midaldrende mands store muskelteater midt i baggården. En tvivl sneg sig ind: For måske gav Haunt ikke helt det forventede boost, der kunne puste ham op til den store fitnesspræstation i fri luft.

Han gik til maveøvelser på græs, mens tankernes flokkedes, og Haunts særegne univers foldede sig ud. På samme tid følte han sig både forrådt og forført. For Haunt kunne noget særligt på ‘Mind Freeze’. Af simple midler som stærke melodier og riffs i en ret så personlig lyd følte han sig indfanget i en sært fortryllende udtryksform. Men helt uden det attraktive muskelboost, som netop heavy metal kunne give ham i pressede situationer som denne, hvor endnu en omgang armbøjninger havde samlet alt blod i det øverste hoved.

(Midtlivskrisen fortsætter under videoen) ">


Og Manden med Weekendvesten må holde igen. Skaderne fra tunge løft af det enkle Knëppän-reolsystem og den forsinkede glidende tackling i oldboys-fodbold sidder lige under huden, og enkeltarmsbicepstrænende løft med kettlebells udføres mere som yoga-øvelser for mænd, der sagde nej til smidighed for årtier siden, fremfor at være den Conan the Barbarianske synkronisering af sammenbidte tænder og biceps. Han mærker ikke styrken fra Haunt, for Haunt vil slet ikke snerre igennem – trods riffs, der ellers lover lige netop at tale til spændte muskler.

Manden med Weekendvesten pustede ud, gik i knæ, løftede en kettlebell og svingede den mellem benene for at udfordre baglår og maven som led hårdt under større mængder taffelchips. Og lige der i den indesluttede hypnotiske ‘Saviors of Man’ fik Manden med Weekendvesten kortvarigt øjenkontakt med rygeren på altanen nede i hjørnet. Rygeren rystede forkastende på hovedet af den unødigt svedige aktivitet i baggården og skoddede i plantekassen, mens kettlebellen satte tempoet op og Haunt fulgte med. Lige præcis nok til at Manden med Weekendvesten kunne mærke den dårlige samvittighed svinde en smule. Det er altid nogen, som synder bedre og mere. 

Alligevel måtte Manden med Weekendvesten opgive Haunt som træningsmuzak. Det vendte for meget indad, og det var træningen i sig selv, der havde givet ham en sejr på selvfedt selvværd, og ikke følelsen af at høre sejere musik end omverdenen. Haunt var hverken fandenivoldsk, stærkt eller råt nok til at presse de falmende muskler, og trods gode intentioner havde de evnerne placeret de helt forkerte steder ved dyder som harmonisk vellyd.