Mangler power

Mangler power

Halvfemserfænomenet Skunk Anansie forsøger at bevæge sig i en ny retning, men det lykkes ikke så godt for dem.

Titel
Anarchytecture
Dato
15-01-2016
Genre
Forfatter
Karakter
2

Skunk Anansie havde deres storhedstid tilbage i halvfemserne, hvor de i efterdønningerne af grungen førte stafetten videre, upåagtet at datidens hipstere (som ikke hed ”hipstere” dengang, men det er en helt anden historie) havde kastet kærligheden på brit-poppen. Skunk Anansies musik var aldrig egentlig metal, og den var også meget mere udadvendt end grungen (der druknede sig selv i unplugged navlepillerier og krokodilletårer), hvorfor de egentlig ikke kan presses ind i den genre heller. De ramte dog et bredt rockpublikum og havde med deres vilde power alligevel tag i dele af metalmiljøet – i hvert fald dem, der var med på de dengang nye nü-metal-noder.

Deres power var især Skins. Frontkvinden (som rigtigt hedder Deborah Anne Dyer) kunne om nogen på samme tid virke både skræmmende, vred og imødekommende – dels fordi hendes sangtekniske kunnen var helt exceptionel, men også fordi hun udstrålede en stor ærlighed i sin indignation.

Ja, de havde sgu fat i noget dengang, men tider kommer og går jo som bekendt, og i 2001 hev de stikket på bandet, for så at lade sig gendanne igen i 2009, da rockens popularitet for alvor vendte tilbage. Men de har ærlig talt kæmpet med poweren siden. Seneste udspil 'Anarchytecture' er ingen undtagelse.

Albummet, der er deres tredje efter gendannelsen, er et skridt væk fra den rock, de er kendt for. De bevæger sig mod en æstetik, der er mere electronica og trip hop end grunge. Lyden er mørk og cool, og kan man tappe ind i det univers, er den ganske stemningsfuld, pladen, og giver man den en chance på de præmisser, vokser den og bliver i bedste fald lytteværdig.

Men der stadig to indvendinger, hvor den ene er mere alvorlig end den anden. Der mangler nogle stærke melodier, og man kan på den baggrund ikke lade være med at opleve projektet som lettere ideforladt. Ingen 'Brazen' at finde her. Det kunne man have tilgivet, hvis bare – og nu kommer vi til det alvorligste problem – fordums power havde været der. Det er den bare ikke, og derfor går sangene aldrig rigtig i mellemgulvet.

At folk omkring de halvtreds (som er så gamle, som de er i Skunk Anansie) ikke kan levere ungdommeligt iltre energiudladninger, er sådan set i orden, hvis de til gengæld bruger de mange års musikalske erfaringer til nysgerrigt at gå på opdagelse i hjørnerne, som eksempelvis David Bowie gjorde med 'Blackstar'. Men det niveau nås ikke med 'Anarchytecture', som uden power og kunstnerisk nysgerrighed blot virker magelig.

Og ja: Magelighed kommer med alderen, så i den forstand kan man mene, at nærværende album bliver relevant ved netop at være dét. Men da det ikke er en kunstnerisk bearbejdelse af mageligheden som en funktion af alderdommen, så forbliver 'Anarchytecture' uvedkommende.