Årsliste 2016 - Anders Molin

Familieforøgelse har holdt skribent Molin langt fra at være alt for opdateret på metalscenen, og derfor er der undtagelsesvis ikke helt tale om en evigtgyldig facitliste for menneskeheden, men kun en opsamling af de personlige højdepunkter.

Årets danske album:

1. Defecto: 'Excluded' – Formentlig det danske album med flest toner på. Et imponerende teknisk værk, hvor der guitarheltes, så strenge dør, trusser smelter, og forstærkerne champagnegalopperes i stykker. Men også yderst velskrevet, og de blærerøvslirede soloer er ikke kun til, fordi Defecto kan.

2. Aphyxion: ’Aftermath’ - Dødens konfirmander fra Ribe har taget det store kørekort og udgiver et meget gennemarbejdet album med international appeal. Næste naturlige skridt er at finde det personlige udtryk uden alt for tydelige inspirationskilder.

3. Agnes Opel: ’Citizen of Glass’ – Fin som en fe og dyster som black metal. Hvis hun en dag laver et konceptalbum med Myrkur, bortfører jeg begge damer til månen og bygger dem et palads af elfenben og drageknogler.

4. Rising: 'Oceans Into Their Graves'. Det vokser sig fra at være et forvirret sludge-band til fremragende skramlet heavy rock. Mine ører skulle bare bruge et halvt år til at opnå den indsigt.

Barricade lavede også en fed plade, Helhorse var gedigne, Volbeat skrev 3-4 fede riff, Denner/Shermann var udmærkede men levede ikke helt op til hypen, og Pretty Maids er stadig dygtige, når de ikke skriver ballader.

Årets internationale album:

1. Avantasia – ’Ghostlights’. Det bedste power metal-album siden Blind Guardians ’Imaginations from the Other Side’ fra 1996. Så episk, at Tolkien fremstår som Rasmus Klump i sammenligning. Hvis alt går, som det plejer, kommer ensemblet aldrig til Danmark. 

2. Sumerlands – ’Sumerlands’. Ældre, grimme mænd spiller ægte skramlet heavy metal og pakker det ind i dårlige øvelokaleoptagelser. Men det er tilsat masser af catchy fraser og riff og rigeligt med energi.

3. Running Wild – ’Rapid Foray’. Efter et ynkeligt årti uden vind i sejlet for de tyske piratmetallere fik Rolf og kumpanerne pludselig blod på tanden og udgav en inspireret plade. Heldigt for dem, eftersom det var sidste udkald, før jeg viste dem vej ud over planken.

4. Bombus – ’Repeat Until Death’. De første rotationer mødte jeg med en nedadvendt tommelfinger, men så holdt jeg op med at være dum og indså, at de svenske heavyrockere har fundet vejen nu og bare lyder pissegodt. Godt nok til at være nomineret til en svensk P3 Guld-pris – og bemærk dette: I Sverige har deres P3 Guld en pris til hard rock! Hvis svenskerne går over bælterne i den næste isvinter, kan det kun gå for langsomt med at stryge Dannebrog.

Jeg har også lyttet til Gojiras ’Magma’ en smule og kan fornemme, at de fortjener hypen. Men jeg kan squ ikke lide dem sådan for alvor – jeg anerkender kun med et diskret nik og går i stedet over til de kødspisende cowboyveste. Vektor udgav et imponerende album, som stresser mig, uanset hvordan jeg griber det an.

David Bowies ‘Blackstar’ vinder meget på timingen i forhold til dødsfaldet, men jeg har altid dyrket den melodiske side mere end den eksperimenterende, og derfor kommer den formentlig ikke til at overvinde mig totalt.

Årets internationale hit:

Civil War: ’The Last Full Measure’ – Pompøst og storladent og ikke til at slippe. Jeg fanges i at fægte med armene og dirigere usynlige tusindmandkor, hver gang omkvædet sætter ind.



Avantasia: ’Seduction of Decay – Ex-Queensrÿche-sanger Geoff Tate har længe tosset rundt, men i Tobias Sammets univers rammer han for første gang i mindst 15 år noget, der minder om firsernes storhedstid. Tungt, og med majestætisk præstation.



Årets danske hit:

Kandis: ’For Evigt’ – Jeg kan ved gud ikke udstå nummeret, men det skærer sig fast i min hjerne i dagevis, hver gang jeg hører det. Sådan skriver man et hit og gør mig til en god, gammeldags, bitter, hadefuld mand. Hvis det ikke var for mit tilhørsforhold til en for tiden overlegen københavnsk fodboldklub, ønskede jeg, at Parken brændte ned lidt før den 26. august.



Årets genfundne klassiker:

'Rambo', 'Alien' og 'Jaws'! Takket være podcasten Filmnørdens Hjørne fik jeg set/genset disse mesterværker og volddyrket filmene med samme podcastcrews ærefrygtindgydende ’After Dark’-serie.

Den overså jeg i 2015:

Jeg overser intet! Men jeg drukner som alle andre i ny musik, for den største fare ved internettet og globaliseringen er stopfodringen af indtryk, der gør, at den gode kvalitet til tider forsvinder i mængden.

Årets fysiske udgivelse:

Silja – kom til verden i marts og stjal en god del af min opmærksomhed.

Årets koncerter:

Absolut ingen anelse – grundet ovennævnte tøsepigebarn har jeg set så få koncerter, at jeg nægter at gøre mig til dommer. Jeg kunne lige så godt udtale mig om Bagedysten, X Faktor eller MGP. Og det gør jeg i øvrigt gerne – det er lort, og I spilder jeres liv med fordummelser!

Men jeg var glad for Whitesnake i Vega (3/8), og på Copenhell havde jeg gode oplevelser med King Diamond (24/6), Bombus (25/6), og ikke mindst Blind Guardian (23/6), som havde holdt tyve års pause fra landets scener. Det var heller ikke en tåbelig oplevelse, da Black Sabbath takkede af.

Årets internationale navn:

Avantasia – Jeg troede, power metallen var død, men nu ser jeg, at den i sangskriver Tobias Sammets hænder er alle andre sølle genrer fuldstændigt overlegen! Dragejægeren er lykkelig og hugger hovedet af alle de fæle døds- og black metal-bands, der spilder folkets tid med ligegyldig brølen! Sange om sværd, riddere og skønne møer er stadig fremtiden.

Årets danske navn:

Defecto – Her der og alle vegne. Efter mange års langsomt og nølende opløb kom de endelig frem fra mørket, og hvis kortene spilles rigtigt, bør de bevæge sig i retning af et internationalt gennembrud.

Årets nye internationale navn:

Trump! Enten hader man ham, eller også kommer man til det. Og både før og efter han indleder dommedagen, vil han være en uendelig kilde til had, og had skaber god metal. Verden er dødsdømt, og heavy-scenen er reddet! 

Årets nye danske navn:

Defecto bør vinde her, men jeg har helt sikkert haft dem på i samme kategori tidligere, og den kan kun vindes én gang. Ergo har jeg intet bud.

Comeback:

Metallica – Ikke på grund af musikken, men fordi det rent faktisk lykkedes for dem at udgive nyt. Også lidt fordi de stjal rampelyset fra alt og alle i nogle uger. Man skal heller ikke kimse ad 4 x udsolgt i den royale arena.

Årets optur:

Systemskiftet: Da dette sites diktator hen mod slutningen af året under en ophidset diskussion om genrens tilstand gav Devilution videre til mig:



Avantasia: ’Ghostlights’ – Igen! For en gammel Helloween- og Blind Guardian-fan har den tyske hovedgenre budt på mange skuffelser og middelmådigheder, men som en lyserød Nazgul kom denne skønhed dalende ned fra himlen og nedkæmpede alt, der var ondt og metalcore. I opløbet til næste kategori kommer min egen skuffelse over, at jeg ikke gav 666 i karakter.

Årets største skuffelse:

Jeg burde ikke skrive Metallica her, fordi det er for let. Og måske handler det lige så meget om den klassiske ældremands-forteelse med at se fortiden gennem en lyserød sky og bedømme nutidens udskejelser i forhold til dette – men Metallica lever stadig ikke tilnærmelsesvis op til at blive omtalt som verdens største metalband. I år udgav de endnu en parentes, som var vandret direkte i glemmebogen, hvis ikke deres navn stod på albummet.

Men nu er Trump valgt, og Lars Ulrich har lovet at forlade staterne, hvis det skete. Det betyder bitterhed, og bitterhed avler også had. Giv the Donald 8 år ved magten, og Metallica kan omkring afslutningen på hans anden præsidentperiode udgive det oprigtigt vrede comeback-album.

David Bowies død var ikke en skuffelse – snarere helt i hans ånd – og jeg havde alligevel afskrevet muligheden for at gense den noble mand på scenen. Men jeg håber på, at andre multigenier kan bjergtage mig på samme måde i fremtiden for i min verden, var han den største af de største som sanger, sangskriver og særpræget sympatisk menneske.

Største ønske for 2017:

At det indeholder 365 dage, men meget gerne flere, da jeg mangler tid til at høre ny musik. Og den nye musik skal bjergtage mig med store melodier og ondskab, og den skal komme fra nye navne og ikke gamle, udslukte mastodonter, der fylder lommerne med evig turneren. Jeg ønsker, nej, jeg forlanger at blive blæst væk af unge mennesker med had til verden og mod på musikken, og de skal satse hele butikken og leve på en sten.

Og at jeg får set Helloween på turne med de gamle græskar Kai Hansen og Michael Kiske – et meget hyklerisk ønske, når man ser på forrige punkt.

Lidt mere uforudsigelighed på Copenhell og flere gode små navne på samme festivals program kunne også være godt. Eller Avantasia.

Samt at Sabaton bliver opløst. Nej, opløst og begravet!

Det glæder jeg mig mest til i 2017:

At mine ønsker går i opfyldelse, fordi alle ved, at jeg har fat i den rigtige ende af tohåndssværdet.

Og at udgive andet opus fra mit eget band, Electric Hellride, engang i foråret.