Forskansede og formummede
Populær
Den københavnske sludge-kvartet spiller så sikkert og anonymt på deres andet album, at det kunne være et hvilket som helst band, man hørte.
Tartarus: The Oath
Tartarus
Devoured
Imperial Eagle
Forged By Thieves
Juggernaut
Slave The Fire
Low On Ice
The Pale
Gadekampen har sine egne symboler, og et af de stærkeste af dem er barrikaden. Det er her, overmagten og det omgivende samfund, den repræsenterer, lukkes ude, og et alternativt rum etableres for en stund. Og forrest på barrikaderne, parate til at forsvare det rum til sidste mand, står den sorte blok, anonymiserede bag tørklæder og hættetrøjer. Det er dem, der kæmper med deres egen krop for det, andre har defineret, og af den grund nyder de en vis heltestatus. Men nogle gange bliver deres rolle så også problematiseret, både fordi de kan være med til at eskalere gadekampen, så det, der startede som en fredelig demonstration, bliver en gadekamp, og fordi der bliver sået tvivl om deres motiver: om det egentlig er ideologien, de kæmper for, eller om de bare er med for kampens skyld og ikke bedre end hooligans.
Der er flere grunde til, at disse overvejelser melder sig, når man hører Barricades andet album, ‘Waker’. Velsagtens først og fremmest fordi ens hjerne har brug for en adspredelse, som musikken ikke nødvendigvis giver en, jovist, men altså også fordi det bliver lidt interessant, hvad det egentlig er, Barricade står for. Bandnavnet i sig selv konnoterer optøjer, men det er svært at forestille sig, at nogen skulle blive bevæget til det af at høre den ret så standardiserede sludge metal, som den københavnske kvartet spiller. Det er der flere pointer i: For lige såvel som man kan anfægte, hvor alternativt det rum strengt taget er, der bliver skabt bag barrikaderne, hvis det er de samme ideologier, der ligger til grund for det år ud og år ind, lige såvel kan man diskutere, om der overhovedet er et reelt ønske om at skabe et alternativt rum, eller om det bare er kampen og balladen, man ønsker. Sådan er det nemlig også på ‘Waker’: Der er brøl og riffen og bulder og det hele, men man kan altså godt komme lidt i tvivl om, hvad meningen med det overhovedet er.
‘Waker’ er sådan set slet ikke en decideret dårlig plade. Den er aldeles hørbar, der er arbejdet med fraseringen, vokalen er afvekslende, produktionen er tilpas beskidt. Men ligesom de hættetrøjeklædte typer forrest på barrikaderne er anonyme, kunne det være et hvilket som helst nyere sludge-band, man hørte. Der er absolut intet, der adskiller Barricade fra horden af andre bands, der kan deres Red Fang, Kylesa, Mastodon. Det er dygtigt, de falder ikke rigtig igennem på noget tidspunkt, selv ikke når sangerens stemme knækker. Hvor sludge metal ofte bliver lidt en undskyldning for at spille sløset, så er Barricade tight nok. De kan deres stil på fingrene. Det alternative rum bag barrikaden er etableret, velkendt og trygt. Der er intet, der bliver udfordret her.
Man kan nogle gange godt få den mistanke, at den form for sludge metal, som Barricade spiller, lidt er for sådan nogle, der ikke rigtig vil være ved at være metal. Metal med en cool distance, uden alt for store fagter, uden falset eller symfoniske elementer, uden noget som helst uovervejet. Eller det hele pakket ind i en form, hvor det stadigvæk er acceptabelt. Om ikke andet kan man trække ironisk på smilebåndet af det. Det bliver meget rent, meget let at goutere. Der er ikke det store på spil. Sådan er det på ‘Waker’: Der er Danzigismer et par steder, det er fedt, men uden at risikere at træde ved siden af, sådan som Danzig konstant gjorde og gør, hvilket er med til at gøre ham så stor. Danzig er en af dem, der har stået øverst på barrieren med blottet brystkasse og kæmpet for at definere et rum for sin musik og sin auto-religion. Barricade er på den sikre side, alt er givet på forhånd.
Det kan være fint nok. ‘Waker’ er på mange måder en helt OK, lidt uinspireret plade. Det er bare ikke noget, der er værd at kæmpe for.