Matt Pike mod verden

a0166171826_10

Riffguruen Matt Pike er ude med endnu en vederstyggelig plade af riffgalore. Denne gang under eget navn. Spørgsmålet er så, om det kan retfærdiggøres.

Titel
Pike Vs The Automaton
Dato
18-02-2022
Genre
Trackliste
1. Abusive
2. Throat Cobra
3. Trapped In A Midcave
4. Epoxia
5. Land
6. Alien Slut Mum
7. Apollyon
8. Acid Test Zone
9. Latin American Geological Formation
10. Leaving the Wars of Woe
Karakter
4

Den ikke-overkropsbeklædte Matt Pike kom frem i 90’erne, og dannede blandt årtiets allervigtigste metal bands, Sleep. En pænt stenet trio, der gav stilen fra de tidlige Black Sabbath plader en renæssance og i samarbejde med bands som Kyuss, dannede de genren 'stoner'. 

Det ville så vise sig at gå i vasken i 1998, fordi der var bøvl med pladeselskabet. Matt Pike var mildest talt rasende og med sit raseri tog han de onde doomriffs fra Black Sabbath og blandede med Motörheads høje energi, skruede alting op på 11 og sådan fik verdenen den kæbepulveriserende trio, High on Fire.

Det er jo efterhånden en del år siden, men Matt Pike er altså stadig rasende og på sindssygens rand. Pandemi, isolation, frustration over racisme og den politiske situation i USA, har givet ham nok grund til at være det i hvert fald – deraf udspringer hans soloprojekt, Pike Vs The Automaton. 

Stadig fucking rasende

Og netop alt den frustration er til at høre på pladen. Nok har Matt Pikes musik altid været vred, men på Pike Vs The Automaton er han i en alder af 49 stadig i stand til holde musikken frisk uden at den er modnet. Det er der ikke mange af hans kollegaer, der kan. Det kan man allerede høre på første nummer, ‘Abusive’ der bare er totalt nådesløs. 

To numre inde i pladen tænkte jeg så, om det ikke bare er mere High on Fire, men ‘Trapped in a Midcave’ er en helt anden størrelse. Energien er sænket, og dermed er sangen nærmere Sleep end High on Fire. Her får du tunge og chiller'n stonerriffs serveret i lidt over otte minutter. Det bliver ikke kedeligt, for Matt Pike ved om nogen hvordan man skriver et godt riff. 

Det mest overraskende ved pladen, er også en kende kontroversielt. På ‘Land’ gæsteoptræder Brent Hinds fra Mastodon og er sådan en rigtig røvballet redneck trailerpark blues. En type musik jeg personligt ikke kan holde ud og mener udelukkende bør holdes til amerikaneres verandaer. Jeg ved dog også at Matt Pike er vokset op i en trailer park og generelt har en forkærlighed for den slags. Så i det lys kan jeg godt respektere at det er en ret personlig færd for ham. Men derfor er jeg nu stadig glad for skip-funktionen.

Og fucking tungt

Okay, så nu har vi haft kæberaslere, fuldfede pinde og brægen fra gyngestolen. Næste anretning på bordet er den psykedeliske ‘Apollyon’ … Ganske fint nummer i første halvdel, men så kommer måske et af de grummeste doomriffs, som Pike nogensinde har skrevet. Tonstungt, groovy, ondt og så tilpas opbrudt, at man kan høre det i fire minutter i streg og føle den hele vejen. 

Til slut bliver vi tromlet over af ‘Leaving the Wars of Woe’. Endnu et lidt trippy nummer, men som samtidig fladmaser dig fuldstændig, mens du bliver fanget i en trance af tunge, brutale og alligevel næsten smukke chugs i næsten 11 minutter. Simpelthen pragtfuldt.   

Eksistensberettigelsen ved Pike Vs The Automatons ligger altså ikke alene i, at det er en virkelig god plade, men også at det ikke bare er endnu et High on Fire album. Pike har faktisk flettet nye idéer ind sit lydunivers. Idéer der nok ville blive kasseret til en Sleep eller HOF plade, og derfor er denne plade lidt en mellemting, hvor der også er plads til at eksperimentere, samtidig med at det stadig er så “Pike” som noget overhovedet kan være.