Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Max. gas på gamle dyder

Populær
Updated
Max. gas på gamle dyder
Max. gas på gamle dyder
Max. gas på gamle dyder
Max. gas på gamle dyder
Max. gas på gamle dyder
Max. gas på gamle dyder
Max. gas på gamle dyder
Max. gas på gamle dyder

Venomous Maximus får god musik ud af velkendte elementer fra klassisk metal til doom, der er skåret med en okkult stemning og tekster om hekse og helvede og sol og måne.

Titel
Beg Upon the Light
Dato
08-07-2013
Distributør
Fotograf
(fotos fra bandets Facebook-profil)
Karakter
3

Fra Houston, Texas kommer disse amerikanere med en omgang musik, der kunne være lavet i ”de gode gamle dage”. Selv kalder de det dark heavy metal, hvilket egentlig er en ganske dækkende betegnelse for bandets banding af klassisk metal a la NWOBH blandet med doom og så en pæn sjat okkult rock. Resultatet er ganske atmosfærisk og medrivende.

I front står Greg Higgins på med sin guitar og sin vokal, som bærer en stor del af æren for, hvorfor det faktisk er ganske vellykket – og hvorfor nogle måske vil rynke på næsen. Vokalen er lidt speciel, storladen og prætentiøs uden egentlig helt at mestre sangteknikken. Fra ”klagesang” til en mere desperat og vred vokal. Men melodierne er gode, og den karakteristiske stemme er virkelig stemningsopbyggende, og den passer så godt som perfekt ind i et okkult univers – hvis man da ikke foretrækker de mere skingre toner og hellere vil spejde efter bands som Ghost og King Diamond. Der kan være elementer fra sidstnævnte, som Venomous Maximus låner lidt af, men musikken er samtidig bygget på et rockende fundament, som ligger lidt fjernere fra King men tættere på tidlig metal a la Saxon og Black Sabbath.

Albummet indeholder en række yderst velskrevne sange, hvor specielt ’Give Up the Witch’, ’Moonchild’ og den mere episke afslutter ’Hell’s Heroes’, som den cellobårne ’Mother Milk’ er en fornem optakt til, er vellykkede. ’Beg Upon the Light’ er et godt udspil fra et band, der trods kun få års eksistens allerede har delt scene med Mastodon, Pentagram, High on Fire, Down og mange andre. Med debut-fuldlængden her, så er vidnesbyrdet på, at det har været fortjent, rigt tilstede. Det lyder endda, som om bandet har potentiale for mere end det fremførte her, hvor posen med klassiske, og ”sikre” inspirationskilder er blevet rystet og sat sammen på en anden måde. Man kan derfor med sindsro investere her, og så ellers holde øje med de texanere på de større scener, når stilen og det personlige islæt er blevet videreudviklet.

En lille kuriositet er det, at bandet på sin Facebook-side nævner danske Altar of Oblivion under ”kunstnere vi også kan lide”. Og fans af netop Altar of Oblivion går næppe helt galt med Venomous Maximus. Musikken er lidt mindre doomy her, men de klassiske metaldyder har ligheder med Altar of Oblivion, ligesom vokalen faktisk, selvom Gregg Higgins som antydet ikke er helt skarp i de høje registre og i stedet går en vej, som passer bedre under betegnelsen okkult rock.