Middelmådig svensk depression
Populær
Svenske October Tide genopstod fra graven i 2010, og er nu klar med deres ”anden” udgivelse, der er en mere kedelig end vemodig oplevelse.
02. Our Constellation
03. Emptiness Fulfilled
04. Caught in Silence
05. The Day I Dissolved
06. Watching the Drowners
07. In Hopeless Pursuit
08. Adoring Ashes
I 1994 dannede Katatonias frontmand Jonas Renkse sideprojektet October Tide, hvis debutalbum. ’Rain Without End’ i dag er et ret overset mesterværk, inden for genren af doom med elementer af dødsmetal. Stilen var ikke langt fra, hvordan Katatonia selv lød i 1990’erne.
’Rain Without End’ var både tungt og melodisk med en atmosfærisk aura, der fik musikken til at lyde som soundtracket til en regnfuld og trist efterårsdag.
Afgået guitarist fra Katatonia
Renkse, som også spiller trommer, overlod vokalen til Mårten Hansen, der i dag synger i This Ending, på efterfølgeren ’Grey Dawn’. Udgivelsen havde ikke helt samme format, og efter Katatonias succes med deres poppede klynke-doom, gik October Tide i opløsning, da bandets guitarist Fred Normann netop også spillede i Katatonia.
Som bekendt forlod Normann Katatonia i 2010, og gendannede i stedet October Tide, der ikke vakte meget opsigt med ’A Thin Shell’ fra samme år.
Bandets nye konstellation består af medlemmer fra forskellige og mindre svenske metalbands, og gruppen er nu aktuelle med ’Tunnel of No Light’. Vokalen varetages af Spasmodics Alexander Hogbom som ikke growler mere dybt, end teksterne klart kommer til udtryk i musikken, som groft sagt kan kaldes det gamle Katatonia møder det nye Katatonia på midten.
Anonymt komponeret
Albummets otte semilange numre, holder både en rød tråd og et fint niveau hele vejen igennem. Produktionen er veludført, som musikken er velspillet. Det er tungt, med mange melodiske guitarriffs og passager med ren guitarklang. Ingen af numrene skiller sig væsentligt ud fra hinanden, og det er udgivelsen svaghed, at det er for traditionelt og i sidste ende, alt for anonymt komponeret. Vemodige følelser eller længslen efter tunnelens sidste glimt af lys kommer aldrig rigtig til udtryk.
På mange måder er svenskerne stil beslægtet med Saturnus, men hvor danskerne er nogle af de bedste i denne her genre, må October Tide se sig henvist til det middelmådige.
For gamle fans af ’Rain Without End’ er der ikke meget at hente i ’Tunnel of No Light’, og nye interesserede i October Tide, bør netop starte med den fantastiske debut fra 1995.