Mindre vildskab fra Dream Theater

Populær
Mindre vildskab fra Dream Theater

Dream Theater falder aldrig igennem, leverer altid høj musikalsk power og ekvilibrisme. Således også på bandets første selvbetitlede album, som understreger, hvor stille Dream Theater egentlig står.

Titel
Dream Theater
Dato
24-09-2013
Distributør
Trackliste
1. False Awakening Suite
2. The Enemy Inside
3. The Looking Glass
4. Enigma Machine
5. The Bigger Picture
6. Behind The Veil
7. Surrender To Reason
8. Along For The Ride
9. Illumination Theory
Forfatter
Karakter
4

Dream Theater skuffer aldrig. Vi ved, hvad vi går ind til, hvad enten vi skal høre en plade med de fem amerikanere eller se dem i koncert.

De er dygtige som få, progressive ad helvede til, heavy når det tager dem – og aldrig bange for at rive den af på nærmest uhæmmet vis.

I 2010 sagde det orkester, der om noget har været bannerførere for den progressive metal, farvel til vilddyret bag trommerne, medstifteren Mike Portnoy, og året efter sendte man så ’A Dramatic Turn of Events’ på gaden. Et album, Portnoy var med til at skrive – og som hans afløser, Mike Mangini (ex-G3, Steve Vai, Annihilator, James LaBrie), spillede på.
Nu har vi så fået bandets første selvbetitlede album og det første, hvor Mangini har været med i hele processen.

Og nej, han falder heller ikke igennem. Selvfølgelig gør han ikke det. Dream Theater engagerer ikke musikere, som ikke er blandt de bedste i verden på deres instrument. Altså, lige bortset fra sanger James LaBrie, som aldrig helt når samme niveau som sine bandkammerater. Til gengæld er hans vokal et af bandets umiskendelige signaturer, og det er jo fint nok.

’Dream Theater’ (albummet) skuffer selvfølgelig heller ikke. Men det er tydeligt, at der er ny mand bag gryderne. Den vildskab, som eminente Portnoy var eksponent for, er der ikke mere. Også eminente Mangini spiller langt mere skolet og kontrolleret og virker sine steder pænt inspireret af Rushs Neil Peart. Tag bare introen til albummets mest iørefaldende nummer, ’The Looking Glass’.

Dream Theater er blevet lidt pænere – også i produktionen. Godt eller skidt? Svært at sige. ’Dream Theater’ (albummet) er fint at lytte til mere end fem gange, så måske farligheden, skævheden er minimeret. Det virker sådan.

En udmærket plade, helt bestemt. Bare hverken banebrydende eller det, der ligner. Dream Theater står stille og synes formentlig rigtig godt om lige netop dét. Medlemmerne spiller det, de vil spille. Og de mange fans får det, de vil have, og som de kan genkende.
Men Dream Theater rocker sig aldrig ud af det faktum, at det er og bliver nørdernes band. Og fred være med det. For lige netop dén ting kan Dream Theater rigtig godt. Det er ikke nødvendigt at skrive den helt gode sang, at få det helt store radiohit. Nej, så hellere spille en solo. Til.

Dream Theater har udfordret sig selv og sit publikum, og det var på det fremragende, spændende ’Metropolis Pt. 2: Scenes From A Memory’ (1999). Og nu er man tilbage til den stilstand, som nok ikke er så slem, når det kommer til stykket.

Kigger vi på albummet ’Dream Theater’ er der den heftige omgang med ’The Enemy Inside’, ørehængeren ’The Looking Glass’, den instrumentalt ’Enigma Machine’, som hist og pist rammer lidt Pink Floyd, den storladne ’The Bigger Picture’ og så en ægte, klassisk Dream Theater, ’Behind The Veil’, hvor der er fuld smadder, fine, stille passager, store melodiflader og vilde solostykker.

Højdepunktet på albummet er, når Dream Theater ’går Rush’ – på den exceptionelt stærke ’Surrender to Reason’. Nummerets åbning er som hentet fra Rushs album ’Presto’, og det lyder pisse fedt, faktisk. Men det er først, når nummeret for alvor kommer i gang og får sit eget liv ikke mindst med en fed, melodisk bro til et helt Marillion'sk solostykke, der ender op i noget virkelig storladent og vildt fusionsprogget noget, inden trådene igen samler sig om den gode melodi.

På ’Along for the Ride’ får vi en stille og fin start og et fedt staccato-heavy midterstykke. Og så albumslutteren, den 22:16 minutter lange epos, ’Illumination Theory’, hvor vi får alt, alt, alt, hvad Dream Theater står for af blærerøvs-streger. 22:16 minutter, hvorfor? Fordi Dream Theater kan. Og det er formentlig lige præcis det, der er mantraet og drivkraften i det lille orkester.