Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Mixet sommersalat

Populær
Updated
Mixet sommersalat
Mixet sommersalat
Mixet sommersalat
Mixet sommersalat
Mixet sommersalat

For ikke så længe siden dumpede der nogle juni-udgivne skiver fra selskabet Supernova ned i vores postkasse. Her kommer 3 hurtige anmeldelser af bands med "E": Evemaster, Enthrope og Embassy of Silence.

Kunstner
Titel
Diverse
Dato
09-06-2010
Distributør
Karakter
3

Evemaster - 'III' (Supernova/Bonnier)

Evemaster

Episk-klingende melodisk dødsmetal fra Finland er hvad der er på menuen på den af Dan Swanö mixede 'III'. Titlen lyver ikke og dækker over, at det er tredje udspil fra duoen, som består af mainman Tomi Mykkänen, der ellers havde holdt bandet på lavt blus siden sidste udgivelse i 2003.

Musikalsk kan gruppen sin melodød og forstår også at trække det op på et endnu mere episk/symfonisk punkt, når masser af keyboard træder ind og Dan lægger gæstevokal, så musikken næsten lyder som Nightingale for en stund. Det ville være snyd at kalde bandet originalt, og selvom det hele udføres ganske udmærket, så har genren haft sin storhedstid, og det betyder, at der skal ekstraordinært mere til for at få fodfæste.

En god produktionen og en håndfuld gode idéer redder ikke den hæse, lidt kedelige vokal og melodøden hjem til større succes.
(karakter: 2)


Embassy of Silence - 'Euphorialight' (Supernova/Bonnier)

Embassy

Igen er Finland på spil, men nu diskes der op med melodisk rock/metal. Bandet har en kvindelig sanger, som nok kunne gøre det udmærket i den gotiske, symfoniske og halvpoppede ende, men da bandet gerne vil rocke lidt, så er resultatet her, at hendes stemme er kedelig.

Der er heller ikke nogle memorable, seje riffs på. Bedst går det på 'Baron Samedi', hvor lidt Amorphis-agtigt keyboard (a la lyden på 'Am Universum') skaber en anden stemning og vokal-melodien overrasker i sin stil og rytme.

Med kun et par rigtigt gode sange, og når missionen om at spille rock eller til tider metal mislykkes pga. musikken langt hen af vejen er gabende kedelig, så er der formentlig lang vej til dansk succes. Og det på trods af bandets radio-succes hjemme i Finland.
(karakter: 2)


Enthrope - 'Tomorrow's Dead Days' (Supernova/Bonnier)

Enthrope

Som det er tilfældet i de to ovennævnte anmeldelser, så er Enthrope fra de tusind søers land. Bandet er ude med sin debut, og formår at komme vidt omkring i sin mørke, ambiente dødsmetal. Det er ganske stemningsfuldt og med melodier, som man husker længe efter cd'en har roteret i afspilleren.

Variationen fra sang til sang uden at miste den røde tråd minder lidt om Mors Principium Est, som Enthrope dog ikke helt kan overgå i kvalitet. Godt og anbefalelsesværdigt, hvis man er til de nordiske dyder indenfor den melodiske metal med en harsk vokal indover. Og altså heller ikke er bange for lidt synth og keyboard.
(karakter: 3)