Sværd og trolddom
De sorte ryttere trækker blank, men ikke alle klingerne er lige skarpe.
2. Beneath the Black Sails
3. Heavy Metal Wraiths
4. Frostwyrm Cavalry
5. Widow's Lament
6. Spider God
7. Razor Sharp
8. A Welcoming Hearth
9. Neither Cross Nor Crown
10. The Last in a Line of Kings
I går ind på en kro...
Siden tidernes morgen har metalbands med arme og ben lånt sig til et sejt og stemningsmættet fantasyimage fra enten Robert E. Howards Conan-verden eller J.R.R. Tolkiens Ringenes herre-univers. Sidstnævnte tjener da også til både terminologisk og ikonografisk inspiration for Morgul Blade, hvis navn selvfølgelig refererer til den dødbringende daggert båret af Angmars heksekonge, lederen af Nazgûl, den onde fyrste Saurons tjenende ånder, på engelsk wraiths, som albummets titel så snedigt hentyder til, og som er genstand for det flotte cover malet af den yderst kapable James Bousema (ikke noget AI-pislort her).
Rul for initiativ!
Morgul Blade følger op på deres storartede debutalbum ’Fell Sorcery Abounds’ fra 2021 med mere fra samme skuffe, nemlig skuffen med blackened NWOTHM, som må siges at være proppet til randen i disse år. Nu om dage skorter det ikke ligefrem på bands, der giver deres traditionelle tungmetal en sortsveden kant, og det er da også i denne ende af kommoden, vi finder ’Heavy Metal Wraiths’. Ballet åbnes med melodiske dobbeltguitarharmonier og primitivt enkle powerakkorder på ’Eagle Strike’, som glider umærkeligt over i den støt vuggende ’Beneath the Black Sails’, hvis gyngende groove i versstykkerne er som taget ud af den gumpetunge del af Accepts bagkatalog. Så er der straks mere energi og spræl i det dynamiske titelnummer, hvor Morgul Blade får vist, at de faktisk er kommet for at fyre den af, og hvor fantasy og fræs fusioneres formfuldendt:
”Studs and spikes
Speed and Steel
Dread deeds now awake
Force your hand and blade to yield
Heavy Metal Wraiths”
Det er for det meste forsanger Lord Klaufs rå og gustne gespenstvokal, der gør Morgul Blades metal blackened, men udmærkede numre som ’Frostwyrm Cavalry’ og ’Spider God’ får dog også sat et sort flueben ud for blastbeats. Der buldres også dejlig ondt igennem på gryderne i albummets efter min mening mest velinstrumenterede og varierede nummer, ’Razor Sharp’, der flyder over med fede riffs og inspirerede breakdowns, og hvor alle bandmedlemmer får lov at vise deres kunnen. Rent tematisk må Tolkien-tilbedelsen her vige pladsen til fordel for kras kritik af kristendommens korstog …
”Forgotten names and shallow graves
Messiah turned to cinder
Hacked to pieces and left to rot
In their promised land”
… inden sangen klinger ud i et æterisk og stemningsfuldt guitarefterspil. Vældig smukt.
Lidt for lidt af det gode
Tre af det knap 36 minutter lange albums ti numre er interludes, og nuvel, de er såmænd nydelige nok, men for min skyld måtte Morgul Blade godt have brugt lidt mere tid ved det kompositoriske spækbræt og hængt lidt flere reelle lunser på kødkrogen. Pladens syv egentlige numre er ikke alle sammen lige mindeværdige, men smager absolut efter mere, for bandet lyder skidegodt, når musikken virkelig spiller, og beviser på dette album som på det forrige, at de kan levere nogle fortrinlige hymner til en heavy hyggeaften med gutterne nede i rollespilskælderen.