Nyt liv, ny inspiration

Populær
Nyt liv, ny inspiration

Lacuna Coil har blandet kortbunken påny. Kongerne er blevet taget ud, og ind er kommet nye jokere. Resultatet er ikke til at ignorere. Kvintetten har udgivet deres måske bedste plade siden ’Comalies’.

Kunstner
Titel
Delirium
Trackliste
The House Of Shame
Broken Things
Delirium
Blood, Tears, Dust
Downfall
Take Me Home
You Love Me 'Cause I Hate You
Ghost In the Mist
My Demons
Claustrophobia
Ultima Ratio
Live To Tell
Breakdown
Bleed The Pain
Karakter
4

Der har været opbrudsstemning i Lacuna Coil-lejren. I kølvandet på udgivelsen af italienernes seneste, ganske uinteressante, udgivelse, ’Broken Crown Halo’ (2014), har tre medlemmer af kvintetten forladt bandet. Først var det Cristiano Migliore og Cristiano Mozzati, der forlod henholdsvis posten som guitarist og trommeslager, efter 16 års trofast tjeneste. Året efter, i 2015, trak guitarist Marco Biazzi stikket ligeledes efter 16 år. Årsagen til bruddet skulle efter sigende være personlige årsager, hvad det så end dækker over. Det lugtede af en opløsning, men sådan skulle det heldigvis ikke gå.

I stedet blev Ryen Blake Folden hevet tilbage bag trommerne efter at have turneret med bandet i 2012-13, og Diego Cavallotti blev annonceret som ny guitarist. Et noget revideret line-up, hvor eneste tilbageværende originalmedlemmer er forsanger Andrea Ferro og keybord/bassist Marco Coti Zelati (selvom forsanger Cristina Scabbia har været med så længe, at hun næsten tæller som originalmedlem). Netop Zelati har tilføjet guitarist og producer på sit cv. Begge dele med stor succes. Det er lykkedes Zelati at opnå en indbydende og svulstig lyd, der samtidig er helvedes tung og ubehagelig.

Med ny inspiration og nye indspark følger fornyet energi. I hvert fald i denne sammenhæng. Kvintettens 8. studiealbum kommer kun to år efter ’Broken Crown Halo’, og det er lidt af et kvantespring. ’Delirium’ er muligvis den bedste plade, bandet har udgivet siden ’Comalies’ (2002). Lacuna Coil har efterhånden mestret den simple kundskab at levere 1-2 hits på hver plade blandet en række gennemsnitlige numre. Det har præget bandets seneste tre udgivelser, men ’Delirium’ er en kærkommen undtagelse. Bundniveauet er generelt højere, og flere numre har hit-potentiale.

Genren er stadig en blanding af alternativ og symfonisk metal, men bandets lyd er blevet en del tungere, og det er ikke kun på grund af Zelatis produktion. Især Ferros vokalføring har fået et skud adrenalin. Den er blevet svulstigere og mere rå, end den har været på mange af de seneste plader. Åbningsnummeret ’The House of Shame’ er et udmærket eksempel. Det er muligvis et af de tungeste numre, Lacuna Coil nogensinde har udgivet. Ferro troner på nummeret, mens Folden tæver trommerne tungt og gennemtrængende.

Den tungere lyd klæder bandet. Kontrasten mellem det tunge og mørke vs. Cristina Scabbias smukke vokal er meget tydeligere end på seneste album. En eminent start, fulgt op af ’Broken Things’, der holder et fint niveau, før det igen bliver rigtig godt med titelnummeret ’Delirium’. Nummeret præsenterer et mørkt, fordrejet univers, hvor Scabbias vokalføring i omkvædet går fra roligt til skingert og sindspåvirket.

Endelig topper albummet med ’Blood, Tears, Dust’, der er et latterligt catchy nummer. Tempoet er sat højt, og Ferro lyder igen, som om han er ved at rive alting fra hinanden. Mark Vollelunga fra Nothing More har sneget sig med på nummeret og tilføjer en lækker guitar-solo, der øger nummerets catchyness yderligere.

Vollelunga er ikke eneste gæste-guitarist. Selveste Myles Kennedy gæster på bandets store ballade ’Downfall’ og giver det ganske fine nummer en ekstra kant med en gennemført guitarsolo. Generelt er albummet rigt på positive overraskelser. Det bliver sjældent kedeligt, modsat visse andre album fra deres hånd, og ’Delirium’ er uden tvivl det album, Lacuna Coil-fans har gået og ventet og håbet på i mange år.

Trods de mange roser formår italienerne ikke at rykke sig helt ud af fortidens kedelige skygge. Ud af 14 numre, lidt vel gavmildt mange, er der desværre stadig få, der er forholdsvis uinteressante. Bandet kunne med fordel have udeladt de halvkedelige ’Ultima Ratio’ og ’Live To Tell’. Fjorten numre er i denne sammenhæng for meget. Men alt andet lige er ’Delirium’ et stærkt udspil, og en plade, der er værd at give et lyt, hvis man er til genren.