Evigt friske Overkill

overkill-the-wings-of-war

Overkill har sadlet lidt om i lydsiden og fundet en punket charme frem. Det giver mere tryk på heavy metal end den vanlige thrash. Og det virker ret godt.

Kunstner
Titel
The Wings of War
Dato
22-02-2019
Genre
Karakter
4

Næste år kan amerikanske Overkill fejre 40-årsjubilæum. I løbet af den tid har bandet så begået imponerende 19 album. Det seneste udkom for en lille måneds tid siden og hedder 'Wings of War'. New Jersey-thrasherne, der gennem tiden også har flirtet med speed metal, punk og hardcore, har egentlig altid holdt et højt niveau, men fik alligevel en art fornyet opmærksomhed, da bandet udgav den særdeles fremragende 'Ironbound'. De efterfølgende album har vi også på Devilution kastet positive ord efter, men i dag er det nu alligevel nævnte skive, som står klarest i hukommelsen.

Og netop som formularen på 'Ironbound' syntes opbrugt, så har Overkill faktisk rystet posen. 'Wings of War' har nogle numre, som er mere party, højt humør og en legende kækhed. Originalmedlemmet D.D. Vernis bas er på vanlig vis ganske fremtrædende i lydbilledet, men den er ikke så diskant og markant som på de foregående skiver. Den har fået en behagelig tyngde, og sammen med en vis ekstra melodi i sangskrivningen, så er det med til at gøre albummet mere heavy metal og mindre thrashet. Og det har også fået en sjat punket hardcore-energi, når bandet i et nummer som 'Welcome to the Garden State' bliver flabede som unge knøse, der kun lige har sluppet puberteten. Her er der råbekor, og i en hyldest til hjemegnen New Jersey er det nærmest Manowar-lyrik a la 'if you are not into metal, you are not my friend': Er du ikke fra "the garden state", så kan du skride igen.

Stadig ret lange sange
Overkill har dog heller ikke denne gang smidt unoderne fra 'Ironbound' og frem. Numrene er stadig ofte lige lidt for lange og kunne have nydt godt af at være blevet skåret ind til benet, selvom bandet typisk holder sig mellem 4-6 miutter, hvilket på papiret ikke er så slemt. 'Ironbound' klarede den dog hjem på den nye energi og fremtidsvision, som pladen syntes at have.

Omvendt kan man sige, at bandet trods masser af fart på musikken aldrig har lade tsig begrænse af tiden, og på klassikeren 'The Years of Decay' turde de bevæge sig ud på 8-10 minutter lange seancer, men dengang havde sangene på sin vis sine kapitler og udvikling i de forskellige kapitler, hvor det på 'Wings of War' slet og ret er for mange gentagelser af nogle riffs eller for mange riffs i en sang. Smag og behag, og det lyder jo godt, selvom det er let at pege ud, hvor nogle sange også kunne have været stoppet. 


Stemmen og sangene
I front er Bobby "Blitz" Ellsworth, naturligvis, stadig rå og hidsig med sin ofte meget diskante stemme, som nok har holdt nogle fra fadet af den ellers glimrende speed/thrash/heavy fra bandet. Man kan ikke komme udenom, at det er lyden af energi, som spyttes i ansigtet på lytteren, og kan man ikke holde det ud, så fristes man til at bringe Manowar på banen igen: Er du da slet ikke til metal, min ven? Det er metal som bare pokker, og det er imponerende, at hans stemme stadig er så rasende her i 2019, året hvor han fylder 60 år.

Der er flere steder at starte på albummet. Den fine åbner i 'Last Man Standing', den insisterende 'Believe in the Fight', den tunge og for Overkill egentlig let (men charmerende) gumpetunge 'Batshitcrazy', den muntre 'Welcome to the Garden State', og så er den melodiske afslutter 'Hole in My Soul' også aldeles glimrende.