På vildspor
Populær
Dredg har droppet rocken til fordel for et mindre vellykket samarbejde med Dan The Automator.
2. Upon Returning
3. The Tent
4. Somebody Is Laughing
5. Down Wthout a Fight
6. The Ornament
7.The Thought of Losing You
8. Kalathat
9. Sun Goes Down
10. Where I'll End Up
11. Before It Began
Når et band, forud for deres kommende album, proklamerer, at "de bevæger sig i en helt ny retning", "albummet repræsenterer en ny begyndelse", etc., så skal det oftest tages med mere end et halvt pund salt. Udsagn som disse er i mange tilfælde blot newsspeak for "vi er forvirrede, presset af vores pladeselskab fordi vores seneste album ikke solgte nok, vores genre er håbløst umoderne og vi er ved at blive overhalet indenom af den næste generation", og Fonas tilbudshylder bugner oftest med mere eller mindre håbløse og kiksede skiver fra kunstnere presset ud i utidige reboots af en henslunken karriere.
Så det var med lidt bange anelser, at jeg via nettets binære jungletrommer fik de første meldinger om at Dredg, et band, som jeg har elsket og dyrket siden jeg ved et tilfælde faldt over deres andet album, 'El Cielo', tilbage i 2002, var begyndt at bruge de frygtede gloser om deres foreliggende femte album.
Omvendt har Dredg altid været et band, der opererede mere eller mindre uden for almindelige genrekonventioner og de har gennem årene skabt deres egen lille niche inden for den progressive og eksperimenterende rock uden at skæve til hverken tidens toner eller salgstal, så jeg kunne næsten ikke få mig selv til at tro, at de pludselig ville til at kaste alt over bord i et forpustet forsøg på at lege kongens efterfølger.
Den gode nyhed er, at det har de egentligt heller ikke gjort. Den dårlige nyhed er, at det absurd titlede 'Chuckles and Mr. Squeezy' stadig er et mystisk afbræk fra den hidtidige kontinuitet i bandets karriere og et eksperiment, der virker til at have lukket flere kreative døre for gruppen, end det har åbnet.
Den helt store overraskelse ved skiven er, at der ikke er skyggen af rock i nogen som helst form at finde på den. I stedet har Dredg skabt et rendyrket pop-album – et noget kringlet et af slagsen, stærkt præget af deres alternative tilgang til sangskrivning – men stadigvæk et pop-album.
'Chuckles and Mr. Squeezy' er skabt i tæt samarbejde med produceren Dan The Automator, som endda har skrevet flere af sangene sammen med gruppen. Det er et samarbejde, som selv på papiret lyder problematisk. Dan The Automator er kendt for sine kølige, stramme og støvede elektroniske popmusik, der ofte har en små-ironisk og "tongue in cheek"-stemning, mens Dredg stort set ikke har et ironisk ben i hele kroppen, men er kendt for et stort og varmt univers og for at bære deres hjerte, følelser og tekstuelle koncepter uden på tøjet.
Og resultatet af samarbejdet er et langt stykke hen ad vejen også problematisk. Mange af sangene lyder mest som 'Dan The Automator featuring Dredg-forsanger, Gavin Hayes', mange af de klassiske Dredg-virkemidler og stemninger er fraværende, og det virker som om specielt guitarist, Mark Engles har måttet træde et par skridt tilbage for at får Dredg-klodsen til at passe ned i Dan The Automator-hullet.
Der er stadig fremragende sange og smågeniale detaljer på 'Chuckles and Mr. Squeezy', men helhedsbilledet er ujævnt med nogle gevaldige kvalitetsdyk undervejs. I sidste ende føles albummet bare ikke helt som det band, jeg kender og elsker, men mere som et surrogat, der ligger tæt på, men ikke giver helt den samme følelsesmæssige eller musikalske tilfredsstillelse, som jeg er vant til. Forhåbentligt vil Dredg også selv være i stand til at identificere albummet, som det det er – et akavet eksperiment og et vildspor frem for en vej fremad.