Pæn plade uden kant
Lyden på 'The Black Market' er rodfæstet omkring årtusindskiftet, hvor bands som My Chemical Romance, som Rise Against lydmæssigt har en del til fælles med, blev dannet.
2. I Don't Want to Be Here Anymore
3. Tragedy + Time
4. The Black Market
5. The Eco-Terrorist In Me
6. Sudden Life
7. A Beautiful Indifference
8. Methadone
9. Zero Visibility
10. Awake Too Long
11. People Live Here
12. Bridges
Rise Against hører hjemme i den nu naivistiske og rentklingende rock, der er startet med punkens vrede som bærende motivation, og som siden er blevet til en strømlinet og meget lidt rebelsk kopi af foregangsbands som Bad Religion og Pennywise.
’The Black Market’ brandes som en punkrock-plade, men har slående lidt med punk at gøre, udover et tempo, der holder sig en anelse over middel. Bandet cirkulerer snarere om emogenrens melodiske tilgængelighed og lyder som en hybrid af Green Day, The Offspring, Blink 182, Linkin Park og 30 Seconds To Mars.
Indtrykket er kedeligt og overfladisk, selvom Rise Against fra tid til anden lokker med en dynamisk energi og forsanger Tim McIllraths stabile vokal, der kommer fint til udtryk på den stemningsfulde ' People Live Here' og generelt er et stort plus for en plade, der på den lange bane er for jævn.
’The Black Market’ er et homogent, ufarligt og rent album med fine melodier på en standardbaggrund af moderne, hurtiggående rock, der er lige så udfordrende og interessant at konsumere som blendet kartoffelmos.
Albummet topper med ’A Beautiful Indifference’, ’Zero Visibility’ og ’Awake Too Long’, der som de eneste er en anelse repetitionsvenlige, og hvis Rise Against tidligere, som postuleret rundt omkring, har udgivet punk og hardcoreplader, er de endegyldigt kommet fra det med ’The Black Market’, der er et vellydende album med alt for lidt bid i.
&list=PLs7zmIFghq1OFW2gSBITLe--5m9KfZowL&index=4