Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Polen 'goes rock' og sejrer

Populær
Updated
Polen 'goes rock' og sejrer

Coma er Polens store rock-stolthed, og de slipper vellykket afsted med deres 6. udgivelse ’Don´t Set Your Dogs On Me’.

Kunstner
Titel
Don't Set Your Dogs On Me
Dato
28-02-2013
Distributør
Genre
Trackliste
1. Keep The Peace
2. With You
3. Always Summer
4. Dance With A Queen
5. Rainy Song
6. Late
7. Lion
8. Furious Fate
9. Don´t Set Your Dogs On Me
10. Song 4 Boys
11. Moscow
12. A Better Man
13. When The Music Is A Flame
Karakter
4

Trods successen i moderlandet har det skortet på de udenlandske roser, sandsynligvis fordi Coma indtil 2010, efter 12 år på scenen, kun havde udgivet deres album indenrigs og på polsk. ’Don´t Set Your Dogs On Me’ er den anden engelsksprogede udgivelse fra de polske rockere og hvilken en!! Valget om at synge på engelsk kan man mistænke for at forsimple kernen i Comas budskab, for i længden bliver det lige fladt nok, og Coma synes tekstmæssigt ikke at have meget på hjerte, men det er muligt, at de på polsk har lige så lidt at sige. Det til trods opnåede bandet med den første engelsksprogede udgivelse, deres 4. album ’Excess’ fra 2010, stor anerkendelse, særligt i Tyskland og Frankrig.

Kvintetten har både solgt guld (‘Pierwsze Wyjście z Mroku’ fra 2004), platin (’Zaprzepaszczone Siły Wielkiej Armii swiętych Znaków’ fra 2006 – og hav ingen forhåbninger om at den engelske oversættelse af titlen giver mere mening … ) og dobbelt platin ('Hipertrofia' fra 2008) og det er, efter at have fordybet sig i ’Don´t Set Your Dogs On Me’, sandsynligvis velfortjent – musikken er bygget op om solide hooks, vokalen kontrolleret og dynamisk, og der er ikke en finger at sætte på produktionen.

Coma er et sammenkog af Smashing Pumpkins, Pearl Jam og 30 Seconds To Mars blandt flere og har et pletvist groove og en vokalinspiration a la henholdsvis SOAD og The Killers, hvor skizofrent det end tager sig ud. Det manglende internationale gennembrud kan skyldes det lidt forvirrende miks af metalcore, heavy metal, pop og rock, samt det lyriske, der mangler et sidste nøk for at markere sig ved første gennemlytning. ’Don’t Set Your Dogs On Me’ er dog et album med fyldige numre, der vokser på én, og det kan betale sig at lade ørerne investere i flere replays.

At der på coverets bagside er en lille mand skåret i kød, gør så heller ikke de tretten skæringer værre. Det eneste der kunne højne standarden var, hvis baggrunden var sort og der stod Behemoth uden på, men er man derimod mere til rock, er Coma en fortrinlig lytteoplevelse, der kan sparke humørets tiltrængte forårsforløsning så rigeligt i gang, og det er fint at få demonstreret, at Polen også kan andet end at skære en brutal dødsmetalplade, opfinde svært holdbare nationalretter som golonka (ølmarineret svineskank. Der bliver frikadellen så lige sat på plads i den kontekst), samt servere urimeligt billige øl.

Anden skæring ’With You’ er irriterende catchy og straks album-favorit, selv om man får lyst til at hade den for sin enkelhed, men riffet holder, stemningen er lækker hele vejen igennem, og Coma har fulgt opskriften på den ultimative pop/rock-succes ved at holde det simpelt og tight. Hvis en anmeldelse skulle modsvare pladderbladenes musthave-anbefalinger, er ’Don’t Set The Dogs On Me’ forårets absolutte opsummering af musik, der bare må høres, og dét højt, mens solen stormer ind ad vinduet og æder ens dårlige humør, inden man kan nå at rulle gardinerne ned.