Mere metalliske

Mere metalliske
Et ”gendannet” Smashing Pumpkins er tilbage med deres mest arrige, metalliske album til dato. Billy Corgan er åbenlyst egoist; Smashing Pumpkins har altid været ”hans” band, og ligeså var det kortlivede Zwan, der floppede voldsomt for et par år tilbage. Siden har Corgan udgivet et elektronisk soloalbum, som heller ikke vakte store ekkoer på musikscenen.

Derfor er det med en vis skepsis, at man sætter ”Zeitgeist” på anlægget. For det første plejer reunion-albums - fraset ganske få undtagelser - per definition at være ganske pinlige affærer. Det lugter da også allerede af dollarsedler, når Smashing Pumpkins (eller pladeselskabet?) vælger at udsende dette album med hele fire (!) forskellige versioner med forskelligfarvede covers.

Holder det så vand det her? Ja, det gør det faktisk. Corgan har begået det mest metalliske og dystre Snashing Pumpkins-album nogensinde. Det er bestemt heavy, og det vil unægtelig nok jage en del af mere melodisøgende fanskare væk. Den [melodien] er der dog, hvis man graver dybt nok, og giver ”Zeitgeist” tid til at synke ind.


Tungt kværn

Albummet holdes ikke mindst oppe af trommeslager Jimmy Chamberlain. Han er i en liga for sig selv. Det swinger, så det er en fryd. Og så leverer Corgan også nogle af de svedigste soloer, man har hørt fra hans side. Guitarvirtuos plejer eller ikke just at være det første ord, der falder én ind, når man hører navnet Billy Corgan… i dette tilfælde er det!

Efter en hæsblæsende start på albummet i form af de afsindigt hidsige ”Doomsday Clock” og ”7 Shades of Black” kommer der lidt af førnævnte melodi i den svævende ballade ”Bleeding the Orchid” og ikke mindst ”That’s the Way (My Love Is)”.

”Tarantula” er formentlig årets single: ørehængende, tungt kværn og tjek så de guitarharmonier og soloen i breakdownet, samt ikke mindst Chamberlains rablende fede tøndebaskeri. ”Starz” må være et forsøg på at lave en ny ”Bullet with Butterfly Wings”. Det virker ikke, men til gengæld fanger Corgan og Chamberlain et utroligt fedt groove i omkvædet, og sidstnævnte slår sig for alvor løs i noget, der ligner en trommesolo, et minut før slutningen.


Delte vande

Den politiske galde (kliché, kliché, host) kommer for alvor ud i mastodonten ”United States”, der lyder næsten foruroligende meget som Panteras ”13 Steps to Nowhere”. ”Er det en skjult hyldest til Dimebag?”, tænker man. Samme nummer er for øvrigt et af albummets absolut mest aggressivt rockende udladninger.

Desværre går luften lidt af ballonen på albummets anden halvdel, hvor kun de smukke ballader ”Neverlost” og ”Bring the Light” giver fansene den melodi, store dele af albummet mangler. De sidste tre numre er ikke værd at nævne, men man kan dog fremhæve ”Pomp and Circumstances”, der nærmest lyder som en parodi på Corgans storladne symfoniske hærgen på ”Mellon Collie…”.

Dette er et ”comeback” som vil skuffe alle dem, der har forventet en ny udgave af førnævnte dobbeltalbum eller ”Siamese Dream”, for den sags skyld. Albummet vil også skuffe de, der ikke bryder sig om Corgans diktatoriske virke, men den slags kan – som bekendt - være med til at skabe dynamik (Pete Townshend skriver vist også alle sangene i The Who, som lige har væltet Roskilde!). Alle os andre, der bare gerne vil have noget tung tråd, guitarlir og gode ballader er fuldt ud tilfredse med det, vi får her på ”Zeitgeist”.

Titel
Zeitgeist
Label
Genre
Karakter
4