Uopslideligt makværk

Populær
Uopslideligt makværk

Billy Corgan og det jammerlige band, han kalder for Smashing Pumpkins, besøgte onsdag Falconer Salen, hvor de leverede en koncert, der var så ringe, at man blev helt deprimeret på rockmusikkens vegne. 

Spillested
Dato
31-07-2013
Genre
Trackliste
1. Quasar
2. Panopticon
3. Space Oddity
4. X.Y.U.
5. Disarm
6. Tonite Reprise
7. Tonight, Tonight
8. Cherub Rock
9. Gossamer
10. Pinwheels
11. Oceania
12. If There Is a God
13. Thirty-Three
14. Ava Adore
15. Bullet with Butterfly Wings
16. One Diamond, One Heart
17. Pale Horse
18. Today
19. Zero
20. Stand Inside Your Love
21. United States

22. The Celestials
23. Porcelina of the Vast Oceans
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
1

Allerede fra begyndelsen troede man ikke sine egne ører, så elendigt var det. Smashing Pumpkins er mere eller mindre notoriske for til tider mildest talt at have sine særlige off-dage. Problemet er, at bandet ofte har dem, når de burde være tunet ind på at være on og klar til at trykke den af. Men det kommer ikke som nogen stor overraskelse, at Corgan ofte opfører sig som en stram kanin, der mest synes at komme uoplagt frem fra sit 90’er-skjul for at gnave løs på sine guitarstrenge, som var de uskrællede gulerødder. Det kom heller ikke som en overraskelse, at det var dét humør, han var i under denne midtugeskoncert i Falconer Salen. Den side af bandet tager man nemlig gerne med – specielt på en hverdagsaften, hvor publikum hovedsageligt består af uinspirerede 40-årige - og den side af Corgan tilgiver man ham, for han har jo så sandelig masser af vigtigt gedigent rockmateriale under vesten at have sit særlige gnaveri i. Når gnaveriet kombineres med en lyd, der er så sørgeligt ringe, at man knap nok kan genkende sangen, man bogstaveligt talt ellers har hørt tusindvis af gange, så er det imidlertid, at man ved, at lortet for alvor sejler. Og denne aften i Falconer Salen sejlede lortet nærmest non-stop.

Åbningsnummeret fra bandets seneste studiealbum, ’Oceania’, kickstartede aftenen, og selvom det egentlig ikke er et specielt vellykket nummer, kunne det nu have været rart rent faktisk at høre det. Det tillod akustikken imidlertid ikke. Lidt senere var man til gengæld ret lettet over, at man heldigvis heller ikke rigtig kunne høre covernummeret af David Bowies ’Space Oddity’. Man skulle tro, at Corgan havde dårlige venner, sådan som der åbenbart ikke er nogen, der har sparket ham hårdt over skinnebenet, da han blot overvejede at lave et cover det nummer. ’Space Oddity’ a la Corgan. For real!?

Lyden blev en smule bedre, men rent tonalt blev sangene aldrig helt tydelige. Dette skyldes dog ikke udelukkende Falconer Salen – der i øvrigt tit fungerer som et blændende spillested, så længe sæderne forbliver akustikvenligt i salen, men som uden sædefundamentet altid er ad røven til, no pun intended – men skyldtes derimod i lige så høj grad det band, som Billy Corgan gennem en årrække har fået samlet sammen og som i dag udgør Smashing Pumpkins.

Det siger vel egentlig en hel del, at Corgan så absolut må have en kvindelig bassist til at udfylde det tomrum, som D’arcy efterlod sig, da hun omkring årtusindeskiftet røg ud af bandet, på samme måde som han har sikret sig asiaten Jeff Schroeder til at gå i James Ihas SP-fodspor. Man har det indtryk, at Corgan skræddersyr sit band med andre ting for øje end det musikalske, hvilket da også blev understreget denne aften, hvor bandet var en lige så ujævn og usammenspillet enhed, som Bambis usikre klove på isen.

Den 23-årige trommeslager Mike Byrne fungerede egentlig ganske habilt på de nye prog-kosmiske skæringer med deres minimalistiske trommespil, men når han derimod skulle gå Jimmy Chamberlins spil i bedene på forskellige klassikere som eksempelvis monstersangen ’X.Y.U.’ eller den udødelige ballade ’Stand Inside Your Love’, da faldt han fatalt til jorden. Derudover vides det i øvrigt ikke, hvorfor Schroeder og Corgan absolut skal imitere David Gilmour mellem hvert eneste nummer på sætlisten, men langtrukkent føltes det i hvert fald.  

Fuck det. Kærligheden til Smashing Pumpkins er stadig enorm, og herfra krydser man fingre for, at Corgan bliver ved med at lave musik, indtil håret vokser ud på ham. Han er en sej satan, der rammer rigtigt, når man hører det hjemme på ens eget anlæg. I live-regi blandt rådne vilkår er han dog en skændsel mod rockkoncertens formående.