Godt begyndt men ikke halvt fuldendt
Pyramaze skuffer en anelse med det seneste album 'Epitaph'. Den progressive metal er i for høj grad tilsat noget mere traditionel metal.
02. A Stroke Of Magic
03. Steal My Crown
04. Knights In Shining Armour
05. Bird Of Prey
06. Your Last Call
07. Particle
08. Indestructible
09. Transcendence (feat. Brittney Slayes)
10. Final Hour
11. World Foregone
12. The Time Traveller (feat. Matt Barlow & Lance King)
Der er synd at sige, at man kan fodre svin med progressive metal bands med dansk islæt. Snarere er der kun marginalt flere danske progmetal bands, end der tilsyneladende snart er mink tilbage i Danmark. Men der jo Pyramaze, som har eksisteret i snart 20 år.
’Epitaph’ er bandets sjette album og det tredje med nuværende sanger Terje Haroy. Bandet har haft i alt fire sangere, hvoraf de to første – henholdsvis Lance King og Matt Barlow – også har udgivet albums med Pyramaze. Og de to er faktisk også at finde på en enkelt sang på ’Epitaph’. Men mere om det senere.
Albummet begynder ganske godt. Som det sig hør og bør for et progmetal album indledes der med et kort intronummer, som bærer albummets titel, inden der for alvor sættes i gang med ’A Stoke Of Magic’. Det er en god og effektiv start på albummet, som leder tanker hen på bandet Kamelot. Tonsede rytmer i en midttempo sang med mange fine facetter og god vokallinje. Der er sang, der skærper forventningerne til resten af albummet.
">
De gode første takter fortsætter til dels med sangene ’Steal My Crown’ og ’Knights In Shining Amour’, men så begynder det desværre at gå gevaldigt nedad af bakke.
Midten af albummet trækker ned
På sangene ’Bird Of Prey”, ’Your Last Call’ og ’Particle’ er der skruet særdeles meget ned for de progressive elementer til fordel for noget, som lyder som lettere bedaget hard rock med afsæt i 80’ernes ”Adult Oriented Rock” iblandet lidt europæisk powermetal.
">
Lidt bedre bliver det med sangen ’Transcendence’, hvor Haroy får hjælp bag mikrofonen af Brittney Slayes fra det canadiske power metal band Unleash the Archers. Men når Pyramaze nu skulle have fat i en Brittney ville det godt nok have været sjovere, hvis det var Brittney Spears. Men det er ikke helt skævt uden helt at ramme Bulls Eye.
Vi skal derfor helt hen albummets afslutning, før det rigtig bliver godt igen. Næstsidste sang ’World Foregone’ har noget af det, der skal til. Der er god variation mellem keyboards og guitar og Haroys vokal er faktisk rigtig god på denne sang, hvor han for en god melodi at udfolde sig på.
">
Og så rammer vi den store episke slutning. Og det er så her, at Haroy og resten af bandet får besøg og hjælp af de to tidligere vokalister Lance King og Matt Barlow i sangen ’The Time Traveller’. Her er der for alvor sat alle sejl ind på en progmetal extravaganza. Det er en fornem afslutning på et desværre kun delvist godkendt album. Sangen er med sine godt 12 minutter måske lidt i overkanten, men det er livgivende at høre de skiftende guitar- og keyboardsoli og fascinerende at opleve, hvordan de tre sangeres adskiller sig fra hinanden.
Der var ganske store forventninger til det nye album fra Pyramaze. Forventningerne blev desværre ikke helt til fulde indfriet. Med sine godt 61 minutter ville der kunne være skabt et bedre værk, hvis man havde droppet tre af de tyndeste i midten af albummet fra.