Rejsning i modvind

Det kom som et chok for mange, da Mike Portnoy for et år siden ret uventet meldte sin afsked med Dream Theater. Ud over at have lagt en essentiel signatur bag trommerne havde Portnoy fungeret som en drivkraft og en slags maskot for bandet i et kvart århundrede, og det tog i det hele taget et stykke tid, før man have vænnet sig til tanken om et DT uden ham.

Med tilvænningen begyndte man dog at se situationen som muligheden for et frisk pust for såvel DT som Portnoy. Til trods for et stigende pladesalg er der vist ingen tvivl om, at Dream Theaters glansdage skal findes for en del år siden, hvorfor forestillingen om et DT uden Portnoy, nu forhåbentlig tvunget til at tænke ud af boksen, synes noget mindre skræmmende end endnu en udgivelse til glemmebogen, som var tilfældet med både 'Systematic Chaos' og ikke mindst 'Black Clouds & Silver Linings'. Det er ofte i krisetider, undersåtten har det med at tage tyren ved hornene, så det var med et spændt, åbent sind, man kastede sig over 'A Dramatic Turn of Events'.

DT - The Eye-Opener

Undertegnede skribent har Dream Theater at takke for ufattelig mange gode musikalske bekendtskaber. Uden denne østkyst-kvintet er det ikke sikkert, man ville have haft samme forhold til eksempelvis hverken Genesis, Rush eller Marillion - tre klokkeklare fantastiske bekendtskaber og desuden tre bands med tre forskellige prog-indstillinger, som Dream Theater alle har ladet sig blive inspireret af.

Da man i sin tid stødte på Dream Theater, var det således samtidig en slags invitation til en bredere musikalsk interesse. På de to tidlige progperler 'Images and Words' (1992) og ikke mindst 'Awake' (1994), blev ens interesse for heavy tilmed imødekommet med anerkendte prog-inficerede metalnik til såvel Pantera og Metallica, mens ens nye interesse for 70'er og 80'er-proggen samtidig blev det bredere gennem DT's musik. På disse tidlige plader var DT's renommé som et af tidens mere skelsættende prog-/metalnavne kort sagt legitimeret.

Blandingen mellem både at blive imødekommet og udfordret gennem sangene, har dog i længere tid været fraværende hos DT. Det er virkelig lang tid siden, Dream Theater har formået at kombinere inspirationer fra vedkommende metalnavne med prog fra "back in the days". Første gang de for alvor ændrede kurs var med udgivelsen af 'Octavarium' (2005), der i og for sig havde store øjeblikke (sikke et titelnummer!), men som samtidig kiggede lidt for meget i retningen af Muse og System of a Down, til at det var rigtig sjovt. Det er heldigvis ikke tilfældet på 'A Dramatic Turn of Events', hvilket hænger sammen med, at DT denne gang har rødderne placeret i bandets eget tidlige bagkatalog og ikke hos andre. 

Genkendelighed på godt og ondt

Som for at forsikre lytteren om, "vi er stadig Dream Theater", lægger den nye plade ud med en typisk DT-signaturlyd på skæringen 'On the Back of Angels', hvor især en bestemt Rudess-keyboardrøst kickstarter pladen genkendeligt og overbevisende. Man befinder sig i et trygt, længe savnet vedkommende DT-land, hvorfor denne sang formentlig er den bedste DT-åbner siden 'The Glass Prison' fra 'Six Degrees of Inner Turbulence' (2002).

Herefter bliver bandet tørstige efter et hit, hvilket resulterer i 'Build Me Up, Break Me Down', pladens måske dårligste sang, der med dens syv minutter både er alt for lang og alt for forbandet ensidig. På 'Build Me Up, Break Me Down' støder man på et af DT's nyere produktionspåfund, som har fulgt dem efterhånden i ret lang tid: James LaBries vokal sovset ind arrig distortion. Brugen af dette sørgelige trademark falder stort set altid til jorden. Det gør det også her. Til trods for at at man har forståelse for, at der også skal være noget til de sensationssøgende unge lyttere, er der ingen grund til gang på gang at gøre LaBries vokal værre, end den er.

For nej, selvfølgelig har LaBrie aldrig passet ind i DT. Sådan rigtig passet ind. Han har en fantastisk vokal, han har bare ikke en fantastisk vokal i metalregi. Labrie har aldrig sunget bedre, end han gjorde på 'Falling Into Infinity' (1997), hvor det klædte ham, at holde igen med de højeste toner. Det har han ikke formået at finde ud af i et stykke tid, men det lykkes ham faktisk til dels på 'A Dramatic Turn of Events'. I hvert fald på noget af pladen.

På første del af den holder han hverken igen med de høje toner eller med den indfølte liderligt-agtige vokal, han også er ret god til at bruge lidt for meget, men hen imod slutningen af pladen dæmper han sig heldigvis lidt. Som det er blevet kutyme med LaBrie, kræver det dog endnu en gang, at man lige sluger en pille, når man skal sidde igennem pladens fem kvarter i ét hug.

Keys & drums

Hvorvidt den efterfølgende, teknisk-udfordrende 'Lost Not Forgotten' er en på-godt-og-ondt-hilsen til Mike Portnoy kan man selvfølgelig kun gisne om, men det er svært ikke at læse en personlig allegori ind i John Petruccis tekst om persiske krigere og folkets egenrådige vilje, der i sidste ende blot gør dem fortabte. Trommerne på denne skæring ha samtidig et tydeligere Portnoy-feel, der gør, at man skulle tro, bandet havde skrevet den som en hilsen til ham.

'Lost Not Forgotten' lægger desuden ud med rene pianotangenter, hvillket klæder Jordan Rudess enormt. Han lyder altså bare dét bedre uden for meget effekt og gøgleri. Det er faktisk lidt 50/50 med Rudess. Han vil aldrig falde helt så naturlig ind i DT's univers, som Chroma Key-talentet Kevin Moore, der forlod DT umiddelbart efter indspilningerne til 'Awake', og når Rudess skruer for meget op for effekterne, kan han næsten ødelægge det hele. Det gør han momentvist på den afsluttende 'Beneath the Surface', der ellers er DT's bedste ballade siden 'Vacant'. Men når han slapper af med de gakkede troldmandslyde, kan han til gengæld hæve niveauet i en sådan grad, at DT placerer sig i en liga for sig selv.

Den nye trommeslager i bandet er 48-årige Mike Mangini. Ud over at han vist nok - og helt officielt - kan kalde sig "verdens hurtigste trommeslager", har han desuden et par senere plader med Annihilator på cv'et. DT-fans vil dog formentlig bedst kende ham for hans samarbejde med James LaBrie på henholdsvis de to plader med sideprojektet Mullmuzzler (1999 + 2001) samt kende ham fra forsangerens første soloudspil, 'Elements of Persuasion' (2005). 

På disse plader viste han, at han er en markant anderledes trommeslager end Portnoy. Han viser det også tydeligere på de plader, end han gør på 'A Dramatic Turn of Events'. Det betyder ikke, at trommerne på den nye plade ikke adskiller sig fra DT i Portnoys tid. Det er dog ret tydeligt, at samtlige numre på pladen allerede var færdigskrevne, inden Mangini joinede bandet.

Portnoy har muligvis ikke bidraget til sangskrivningen, men sangene synes alligevel at være skrevet efter en skabelon, DT har været vant til fra tiden med Portnoy, hvilket også gælder trommernes struktur. Det er i bund og grund vel egentlig meget naturligt, men ikke desto mindre er det noget, man bider mærke i, at trommerne mange steder lægger sig i forlængelse af Portnoys signatur, specielt nu hvor det ikke har været Manginis vanlige spillestil på de tidligere udgivelser med LaBrie.

Konservativ tilbageblik

Dream Theater bliver ofte klassificeret som værende et multitalentfuldt orkester, der i form af musikalske episke mundfulde har for vane at tygge drøj på ekvilibrismen til fordel for melodierne og rytmen. Det er vi selvfølgelig mange, der ved, er en løgn. Nogle af DT's fineste, mest melodiøse og musikalsk set mest medrivende øjebikke skal faktisk findes de steder, hvor galskaben også er tilpas far-out. Det er også galskaben, der er mest vedkommende på 'A Dramatic Turn of Events', eksempelvis når den bliver crazy a la 'Dance of Eternity'-gakgak under mellemstykket i 'Outcry', hvor Rudess brillierer side om side med Mangini. Dét er old school DT, som vi har længtes efter i meget lang tid, og den er der heldigvis meget af på den nye plade.

Pladen dykker dog også markant et par stille steder. Mens 'Beneath the Surface' klart er en af de bedre ballader fra DT's side i lang tid, er både 'This Is the Life' og 'Far from Heaven' på grænsen til det kvalmende. De er to hitorienterede sange, der er alt for lange, sensationshungrende petitesser. Petrucci repeterer i øvrigt sig selv på 'This Is the Life' med en solo, man har hørt rigtig mange gange før fra hans hånd. Bevares, det er ikke en skidt solo, i Petrucci-regi er den bare så stokkonservativ, at den egentlig ender med at blive enerverende.

LaBrie har tidligere vist, at han kan være en ret god bidrager som sangskriver af mere indfølte øjeblikke, men med 'Far from Heaven' har han skrevet en banalitet, hvis akkompagnerende strygerarrangement bevæger sig på grænsen til det pinlige.

Men de gode øjeblikke overskygger heldigvis de dårlige på 'A Dramatic Turn of Events', der vel egentlig er bandets bedste plade side 'Train of Thought' (2003). Dens største svaghed er dens konservatisme. Til trods for at pladen overrasker ved at være gedigne DT, så kunne man godt have håbet på en større omvæltning og fornyelse for DT. Det synes som lidt en nem vej at tage. Et sikkert kort. Bevares, det er ikke den nemmeste plade at få ind under huden, og det tager flere gennemlytninger at få fuld potentiale ud af den, men sådan er det jo altid med DT. Det ændrer ikke ved, at det i bund og grund er et sikkert udspil.

Til trods for et nyt medlem i truppen, er der ikke snerten af nytænkning ét eneste tidspunkt på pladen. På den anden side har man virkelig savnet det Dream Theater, som man hér får muligheden for at dykke ned i igen. Det er en rar fornemmelse, at man for første gang i virkelig lang tid, glæder sig til mere fra deres side.