Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Det' rendyrket Boris.

Populær
Updated
Det' rendyrket Boris.
Det' rendyrket Boris.
Det' rendyrket Boris.
Det' rendyrket Boris.
Det' rendyrket Boris.
Det' rendyrket Boris.
Det' rendyrket Boris.
Det' rendyrket Boris.

Japanske Boris kender ingen grænser, og denne gang resulterer det grænseløse i en formidabel plade, der nærmest kombinerer alting på én gang.  

Kunstner
Titel
Präparat
Dato
06-03-2013
Trackliste
1. December
2. 哀歌 (Elegy)
3. Evil Stack 3
4. 砂時計 (Monologue)
5. Methos of Error
6. Bataille Sucre
7. Perforated Line
8. コップの内側 (Castel in the Air)
9. Mirano
10. カンヴァス (Canvas)
11. Maeve
Karakter
4

Boris er et band ulig de fleste andre. Den på én gang sære, dragende og højrøstede trio - som har sit bandnavn efter en sang af Melvins og som siden debutfuldlængden, ’Absolutego’ (1996), hovedsageligt har udgivet deres plader enten på eget selskab, FangsAnalSatan, eller også gennem ligesindede uafhængige selskaber - kunne sidste år fejre tyve års jubilæum som band.

Selv for en dedikeret, men dog nyere fanboy bliver det egentlig ved med at overraske, at Boris har så mange år bag sig, som de har. Musikalsk set tror man kort sagt ikke på tiden, der går, når det kommer til Boris. Det gælder både det ultralangsomme, nedstemte drone-album,’Amplifier Worship’ (1998) fra karrierens tidligere periode, som det gør sig gældende for den senere heavy-gakkede ’Heavy Rocks’ (2002) og ligeledes for det forrige udspil, det melodiske såkaldte j-pop-album, ’Attention Please’ (2011), at de alle lyder en tand for forfriskende og alt for musikalsk nysgerrige til at være signeret et band med mere end to årtier bag sig  – og det vel at mærke til trods for at man samtidig skal lede længe, hvis man skal finde et orkester, der graver tungere stik med guitarspaden end Boris. Hos disse tre japanere leveres det tungeste stads generelt set let og naturligt, ligesom det musikalske rockniveau desuden hæves i al almindelighed, når det kommer fra Boris.

Volumen som farvelade

Boris er også et band, hvis musikalske historie det kan være behageligt udfordrende at finde hoved og hale i. Da man ikke har været med fra start af, er det en tidskrævende fornøjelse at dykke ned i bandets imponerende bagkatalog, der såvel består af soundtracks, ep’er, singler, fuldlængder, flere livealbum samt plader, som de har indspillet med andre musikere som eksempel Merzbow og Sunn O))).

Det står egentlig ikke helt klart for denne skribent, præcis hvor mange fuldlængder Boris til dato har indspillet, men et sted mellem femten og tyve er formentlig et ganske godt bud. Alene I 2011 blev det til tre studieudgivelser på ét år. Siden da har de udgive ten enkelt split, og der er blevet tilføjet yderligere et par 7”'ere til diskografien, men nu er de her så med endnu et fuldlængealbum, ´Präparat´, der i kraft af en bred musikalsk Boris-pensel forener flere af de forskellige landskaber, som bandet gennem årene har vredet, spyttet og krussedullet ud af deres Orange-forstærkere.

Boris vil have, at man hører deres musik højt, hvilket 'Präparat’ er et ærkeeksempel på. ’Präparat’ er udgivelsen, hvis dynamiske toner nærmest beder og savler om at blive tilfredsstillet, hvilket kun kan forekomme, hvis man giver pladen den rette plads i det rum, som man hører den i. Overordnet set præsenterer pladen på én gang en tilbagevenden til karrierens tidligere drone-tilbedende år, hvor det især var Dylan Carlson og Earth, der var inspirationskilden, samtidig med at den ligeledes ser Boris blive ved med udforske den klassiske rockballade ved forsøgsvis at omdøbe og tage rockmelankoliens temperatur på ny. Åbningsnummeret ’December’ forener ligefrem de to størrelser, sådan som den er en hybrid mellem Carlsons enigmatiske neddæmpethed og Boris’ fornemmelse for netop rockballaden.

Instrumental impro-noise  

Boris kommer angiveligt frem til størstedelen af deres sange gennem improviserede dage i øveren, hvor bandet indspiller alt, der kommer ud af forstærkerne, hvilket de så bruger til at komponere færdige numre ud fra. De skriver sjældent noget ned, men lader i stedet øvelokale-mayhem og toner være vejen frem: det tonale (i øvrigt et forbandet essentielt instrument i sig selv hos Boris, der dyrker fornemmelsen for den rette produktion, som kun de allerfærreste bands gør). At bandet kæler for både improvisationerne og den suveræne lyd står blandt andet frem på tre instrumentale skæringer, ’Evil Stack 3’, 砂時計 (Monologue)’ og ’Method of Error’, der kommer lige efter hinanden på pladen og som uomgængeligt er tre resultater af  - meget forskellige - succesrige stunder i øvelokalet. Det første nummer er lige så larmende, som det andet er balancerende og imødekommende, og tanken bag - om at lade lytteren bevæge sig fra en Merzbow-lignende skærsild-noise til poppet postrock a la God is an Astronaut samt til en tung, tung drone med blandt andet lyden af kirkeklokker, der kommer nærmere og nærmere, er ikke bare provokerende og punk på sin helt egen særlige måde, men er samtidig for fucking vildt.

Transgressions-heavy

Uafhængigt af hinanden er der flere bands, der på det sidste har udtrykt begejstring for den franske forfatter, filosof og formidler af tanker om det erotiske Georges Bataille, heriblandt eksempelvis danske postpunk-navne som Iceage og Synd og Skam. Boris åbner op for samme intellektuelle interesse på først og fremmest nummeret ’Bataille Sucre’, men også på de to efterfølgende numre, henholdsvis ’Perforated Line’ og コップ内側 (eller ‘Castle In the Air’, som den ligeledes benævnes som på pladecoveret), der samlet set dyrker det konceptuelle på den måde, at de synes at være tre sange med ét tematisk fokus. ’Bataille Sucre’ er præcis lige så bestialsk, dirty og vådt et nummer, som var sangen en tabu-potent hyldest til det grænseoverskridende. Sangen er v-a-n-v-i-t-t-i-g-t heavy, og man skal lede længe, hvis man skal gøre sig forhåbning om at finde en guitar med mere seksuelt dryppende blod i skroget, end den som Boris’ kvindelige guitarist Wata disker op med i dette nummer. Det er en fuldstændig fantastisk skæring.

’Perforated Line’ dukker efterfølgende op som et kort og aparte tivoliseret diskofilt industrielt heavy-indslag (nummeret tager 43 sekunder), inden ’Castle In the Air’  tager over som en skramlet to minutter kort orgel-hypnotisk skæring. Sonisk set er det hele på én gang fordærvet og minimalistisk og paradoksalt nok samtidig alt, alt, alt for meget, hvilket dog netop er intentionen. Hvor Bataille som forfatter dyrkede en såkaldt  grænse- eller transgressionstematisk fiktion, der havde opbrud med samfundsnormer som omdrejningspunkt, er det på samme måde Boris’ hensigt at bruge deres musik til at give fuckfingeren til såvel samfundsmæssige, kunstneriske og i det hele taget eksistentialistiske indskrænkelser. Overordnet set lykkes det bandet eminent at få formidlet dette, ikke mindst på disse tre Bataille-konnoterede numre.

Nogle plader skal bare høres. 'Präparat’ er én af dem. 

Hør den stille side af Boris
:
 

Hør Boris være crazy-heavy:


Hør Boris som musikalske weirdos: