Savner det magiske drys

Savner det magiske drys

Det er utvivlsomt en fin gave til sin fans, at udgive en skive med genindspilninger af gamle klassikere, men det er ærgerligt at glemme magien fra "dengang" i processen.

Kunstner
Titel
Magic and Mayhem - Tales from the Early Years
Dato
20-09-2010
Distributør
Trackliste
1. Magic And Mayhem
2. Vulgar Necrolatry
3. Into Hiding
4. Black Winter Day
5. On Rich And Poor
6. Exile Of The Sons
7. The Castaway
8. Song Of The Troubled
9. Sign From The North
10.Drowned Maid
11.Against Widow
12.My Kantele
13.Light My Fire (cover)
Karakter
2

I forhold til den lidt lave karakter så vil skiven nok alligevel få sin berettigelse på anlægget hjemme hos denne anmelder. Skuffelsen skyldes måske, at Amorphis, var det band, som åbnede mine øjne for melodisk dødsmetal, så derfor er det åbenbart ømtåleligt for undertegnede, at der atter røres ved halvfemsernes magi. I 1994 slog 'Tales From the Thousand Lakes' mig nemlig omkuld, med sin helt anderledes indgang til dødsmetal og melodi.

Nyheden om at finnerne ville genindspille flere af de gamle klassikere fra 'Karelian Isthmus', førnævnte skive og 'Elegy' blev som udgangspunkt modtaget særdeles positivt. Men især de første to skiver har med deres produktion hos Tomas Skogsberg i Sunligt så megen nostalgi og lyd af starthalvfemserne, at den magi og ødelæggelse, albumtitlen lægger op til, er fraværende.

Det er selvfølgelig velspillet - for fanden, det er da Amorphis! Og Tomi Joutsen, som bandet nu har haft som forsanger i en række år, growler også fedt på de gamle klassikere, der endda går helt tilbage til 'Vulgar Necrolatry' - oprindeligt skrevet til Tomi Koivusaaris præ-Amorphis dødsmetalband. Men det er som om, at sjælen og lysten til at skabe ikke er tilstede i samme grad, som da sangene indspilledes første gang, eller når bandet arbejder med nyt materiale.

Der bliver leget lidt nogle få steder, men generelt er sangene tro mod originalerne - største forskel ligger i lyden på keyboards/synth, der især på 'Tales...' lød ret anderledes.

Grunden til at pladen alligevel vil blive værdsat på den hjemlige afspiller, er, at det trods alt er meget fedt, også at få sangene i en fyldig lyd, som man kender det i dag. Men måske havde det bare været federe at give de gamle klassikere en re-mastering?