Skuffende Saxon
Populær
Saxon formår desværre ikke at fejre et ellers imponerende jubilæum med deres 20. album.
02. Sacrifice
03. Made In Belfast
04. Warriors Of The Road
05. Guardians Of The Tomb
06. Stand Up And Fight
07. Walking The Steel
08. Night Of The Wolf
09. Wheels Of Terror
10. Standing In A Queue
Som en del af New Wave of British Heavy Metal-bølgen brusede Saxon derudad allerede med den selvbetitlede debut fra 1979, og siden hen er det blevet til en lind strøm af skiver, således at dette års 'Sacrifice' er imponerende nummer 20 i rækken, ligesom briterne efterhånden er blevet et fast tilbagevendende hit på de store metalfestivaler - som blandt andet dette års Wacken viste, da de endnu engang sejrede stort.
Med så fornem en karriere kan man selvfølgelig også godt tillade sig at have høje forventninger til et jubilæumsalbum af så imponerende en art - det er ikke mange, der når det antal udgivelser.
Som forventet
Det starter ret godt. Titelnummeret er klassisk Saxon - et hard rocket og metallisk guitarriff, pakket ind i en god saftig produktion og et simpelt fængende omkvæd, der sætter sig. Og med den kendetegnende slagkraft, der gør, at bandet sjældent svigter live - formentligt en sikker åbner ved den næste tids koncerter.
Uden at have de helt store melodilinjer holder 'Made in Belfast' også fat i det hårdslående, selvom noget mandolin-lignende pryder en del af introen og verset. Samme tendenser præger 'Warriors of the Road': Solide riffs, et maskulint udtryk af musik, der skal spilles med foden på monitoren, men sanger Biff Byford har ikke karrierens allerstørste ideer at arbejde med. Det viser sign 'Guardians of the Tomb', der kun vinder på sine episke sider og større trang til at fortælle en historie, hvilket Saxon ellers forsømmer på dette meget korte udspil. Kun 9 reelle numre og under 40 minutters spilletid er det blevet til.
Saxon har været der før
En samling af numre med 'Stand Up and Fight', 'Walking the Steel,' 'Night of the Wolf' og 'Wheels of Terror' lever på den umiddelbare energi og vel egentlig udmærkede riffs, som vidner om mange års erfaring ud i at krølle et metalhegn, men med fare for at bruge genrens mest udvandede udtryk, har det indsneget sig en stor portion metaltræthed - og vel værst af alt: En tendens til at køre i tomgang og på autopilot. Man kan høre, at det er Saxon, man kan høre, at de har prøvet det hele før, men man savner også numre, som bør være i et sæt på Wacken i 2023.
Sidste nummer understreger desværre ret godt, hvad mægtige Saxon mangler i denne omgang på 'Standing in a Queue', for her rammes bundes med et kikset, tåkrummende omkvæd og en fornemmelse af, at kun meget få numre var sluppet gennem kvalitetskontrollen i firserne.
{wimp wimp:=3980091}