Fra fusionsjazz til 'Final Countdown'

cover_1536506805112342

De jazzmetalliske avantgardister fra Shining laver på deres ottende plade et radikalt stilskifte, de formentlig kun selv ser berettigelsen af.

Kunstner
Titel
Animal
Dato
19-10-2018
Trackliste
1. Take Me
2. Animal
3. My Church
4. Fight Song
5. When the Lights Go Out
6. Smash It Up!
7. When I'm Gone
8. Everything Dies
9. End
10. Hole in the Sky
Forfatter
Karakter
2

Det hornhindesmeltende cover advarer én, allerede inden man sætter norske Shinings nyeste opus på. Noget er anderledes. Radikalt anderledes. Multiinstrumentalisten Jørgen Munkeby og hans håndgangne mænd er nået til ottende plade i karrieren, men de har aldrig været bange for at skubbe til og udfordre deres lyttere. Og ’Animal’ er formentlig den største udfordring, Shinings publikum indtil nu er blevet budt på.

For nu spiller de avantgardistiske og skæve jazzmetallere altså partyrock. Hårdtpumpet, klichétilstoppet, keyboarddrevet, leopardspandexbærende, pastelfarvet, omkvædsfokuseret og banal partyrock, som det vel knap er blevet gjort siden 1986. Og sådan er det bare.

Saxofonen, der har været chefideologen Munkebys adelsmærke siden bandets spæde start, er forsvundet ad køkkenvejen og er slet ikke til stede i Shinings musik mere. Det er til gengæld den relativt nye tangentspiller Eirik Tovsrud Knutsens keyboards fra første tone i åbneren ’Take Me’, og det i en grad, hvor de mere end noget andet instrument definerer Shinings lyd. Kombineret med Tobias Ørnes Andersens marcherende trommespil lyder Shining nu ikke langt fra en virkelig ucharmerende 80’er-new wave-udgave af Rammstein. Bare uden Rammsteins små, forsonende særheder. Og med en væsentligt ringere tekstskriver.

Titelnummeret understreger meget fint, at Munkeby ikke er nogen stor vokalist, men han kender sine begrænsninger og bliver aldrig decideret pinlig at høre på. Men absolut heller ikke specielt spændende. De næste par sange på pladen lyder væsentlig mere som eurotrash end thrash, inden den foruroligende catchy ’When the Lights Go Out’ besvarer det ældgamle spørgsmål: ”Hvordan ville Backstreet Boys lyde, hvis de spillede stadionrock?”

’Smash It Up!’ byder på store kor, før ’When I’m Gone’ er pladens store ballade, sunget af en mand, der ikke rigtig kan synge ballader. ’Everything Dies’ er et forsøg på at komme i tanke om, hvordan det nu var, metal egentlig lyder, inden pladen sovser sig selv helt ind i krokodilletårer og candyfloss med den storladne ’Hole in the Sky’, der er en halvkvædet duet mellem Munkeby og den tidligere talentkonkurrence- og Melodi Grand Prix-deltager Linnea Dale.

‘Animal’ er ikke nødvendigvis en dårlig plade. Hvis man er til klicheerne, der får frit løb i Munkebys tekstunivers, hvis man er til singalong-omkvæd uden noget dybere indhold, hvis man bare SKAL tanke en kasse hundedyre Ringnes-pilsnere og have et eller andet kørende i baggrunden, så kan pladen have sin berettigelse. De fleste af pladens ti numre er sådan set catchy nok, og af gode eller dårlige grunde bliver den siddende i hovedet på én ret længe. Men ’Animal’ er ikke så gennemført, hverken kunstnerisk eller konceptuelt, som eksempelvis The Night Flight Orchestras tidsbillede af musikken i 1980’erne, den er heller ikke fri for at lyde bedaget og småirriterende i dens new wave-udtryk, og som hard rock-plade mangler den og Munkebys vokaler virkelig meget for at gøre den relevant.

Man sidder tilbage med spørgsmålet: Hvorfor? Hvorfor vælger Shining pludselig at gå fra at være grænsesøgende og stilskabende jazz- og metalmusikere til at lave en fortærsket og fortænkt hard rock-plade, som intet nyt bringer til bords? Sidder Munkeby og hans kumpaner og griner ad os lige nu, eller mener de det her seriøst? Er det den ultimative grænsesøgning at lave noget så ubegribelig langt fra alt, man nogensinde har lavet og identificeret sig med? Og hvordan i himlens navn går man inden for et årti fra at indspille med Enslaved til at lave pastelfarvet, klichepumpet partyrock? Og hvorfor?

Spørgsmålene er mange, svarene på ’Animal’ er alt for få.