Sikkert spillet

Sikkert spillet

Numrene på Lamb of Gods syvende studiealbum er for det meste gode, men der er ingen rød tråd til at binde dem sammen.

Kunstner
Titel
Resolution
Dato
24-01-2012
Distributør
Genre
Trackliste
1. Straight for the Sun
2. Desolation
3. Ghost Walking
4. Guilty
5. The Undertow
6. The Number Six
7. Barbarosa
8. Invictus
9. Cheated
10. Insurrection
11. Terminally Unique
12. To the End
13. Visitation
14. King Me
Forfatter
Karakter
4

Navnet "Lamb of God" skulle efterhånden være slået fast som ét af de helt store, og forventningerne til det nye studiealbum, 'Resolution', har da også været høje, da bandet ikke har udgivet noget i tre år. Men spørgsmålet er, om Lamb of God kan leve op til forventningerne?

Gammelt og nyt

Hvor de forrige plader havde én eller anden form for identitet, så er et svært at beskrive, hvad 'Resolution' er for en størrelse. Eksempelvis var 'Ashes of the Wake' dén, hvor de slog væk fra det dødsmetalliske, 'Sacrament' var den mest kliniske og mindst vilde og 'Wrath' var en tand varmere og hurtigere, men der er ikke rigtig en sådan hylde, man kan lægge 'Resolution' på, da den både er meget bag- og fremadudskuende.

Pladens begyndelse - dvs. de første fire numre er ærke-Lamb of God. Med mesterlig lyd smadrer de fem gutter derudad i både tunge og hæsblæsende tempi. Numrene er sådan set ganske veloplagte, men lyder godt nok som noget man har hørt før fra dette band.

Med nummer fem, "The Undertow", begynder der at ske lidt, for selv om vi stadig er i Lamb of God-land så har omkvædet så meget mere identitet, at det er ét, der skiller sig ud både på pladen og orkestrets efterhånden store sangskat. Også 'The Number Six' har et omkvæd der bevæger sig i nye retninger, for her er tale om en egentlig screamo-melodi, som fungerer fint i Lamb of God-sammenhæng (da intet dette band gør, er fimset!)

De næste par numre, instrumentalen 'Barbarosa' samt 'Invictus' og 'Cheated' er kun lige akkurat ok, men mest af alt anonyme. Så meget desto gladere bliver man for nummeret 'Insurrection', der følger efter. Det er klart albummets bedste track, da det både er storladent symfonisk, sine steder tungt, andre steder lettere black-grindende, men frem for alt bare godt komponeret - og så får man Randy Blythes mere eller mindre uforvrængede vokal at høre i versene. Også albummets sidste to numre bevæger sig væk fra gudslammets signatur-groovesmadder og mod noget mere symfonisk og sammensat.

Visionsløs velspillethed

Alle nye plader skal ikke nødvendigvis være et totalt brud med et bands tidligere produktion, og det kan man ved gud heller ikke beskylde 'Resolution' for at være. Til gengæld beviser den, at Lamb of God har fundet sin helt egen "stemme" - sin egen sound. Man skal kun høre få sekunder af et nummer for at vide at det er vennerne fra Virginia der slår strengene an, og blandt alverdens myriader af bands, er det sgu ikke så stor en procentdel, man kan sige dét om.

Alligevel kunne ønsket nu godt have været, at Lamb of God var gået i studiet med en klarere vision for, hvad det var for en plade, det ville lave. For som 'Resolution' fremstår nu, er den som nævnt tidligere i denne anmeldelse, lidt identitetsløs, men meget, meget velspillet, vellydende og i det hele taget meget, meget Lamb of God.