Skrabet og old school
Populær
Necrowretch får ikke Frankrig på metalverdenskortet, men bør alligevel ikke forsmås.
Feast Off Their Doom
With Serpents Scourge
By Evil And Beyond
The Bells of Evil Schism
He Thrones On Thy Sins
Even Death May Die
Infernal Imprecation
Morten Ritu
Franske metalbands er ikke en kategori i overflod, og jeg kan tælle dem, der overhovedet har gjort sig bemærket, på en hånd. Normalt kommer opmærksomheden af et eller andet unikt ved disse bands, noget specielt ved deres lyd, som f.eks. Gojira, Blut Aus Nord og Arkhon Infaustus. Noget, der giver bandet en kant, der kompenserer for, at Frankrig bare ikke ligger i front, når det kommer til metal, men jeg kan også fange mig selv i at blive ekstra opmærksom, alene fordi jeg får at vide, at bandet er fransk.
Necrowatch skiller sig ikke ud i originalitet, og deres blackened death falder nok et meget sikkert sted mellem Death og Bathory. Produktionen er helt skrabet og old school, diskantet og skarp og fremhæver den rå stemme og de hastige trommer. Klassiske markeringer og tærskende riffs i ret så typiske progressioner langt hen ad vejen, og selvfølgelig en Lovecraft-reference. Man skal jo have en Lovecraft-reference. Umiddelbart er der ikke så usandsynligt meget at komme efter, og man kan hægte sig i, at de fleste sange føles, som om de starter med præcis de samme fire markeringer på trommen, at sangene drejer om et enkelt riff eller to, og at det samme grind i alle sange gør albummet en anelse enslydende. Rent teknisk er det heller ikke helt skarpt, med lidt sjusket guitarspil til tider.
Det giver alligevel et eller andet interessant, lidt punket til Necrowretchs stil – sammen med vokalen, der udover et helt anstændigt skrig går fra et punkråb til at lyde som en hund, der forsøger at flå mikrofonen fra hinanden. Jeg ville dog ønske, at der var lidt mere bund i mixet, og elementerne af dødsmetal, som de selv betegner musikken som, fik lidt mere kraft. Personlig smag gør derfor, at jeg favoriserer sange som ‘He Thrones on Thy Sins’, hvor fodarbejdet giver lidt mere dybde og groove, og hvor en interessant outro med lidt shuffle ryster op lidt i tingene. Albummet slutter med ‘Mortem Ritu’ i langt mere imponerende stil. Vi er ovre i mere typisk blackened death med vægt på dødsmetallen og en lille hilsen til Behemoth. ‘Mortem Ritu’ minder i al fald påfaldende meget om outroen til ‘Oh Father, Oh Sun, Oh Satan’, og sidste sang giver dermed mere dynamik og dramatik – noget, som resten af albummet mangler.
‘With Serpents Scourge’ revolutionerer ikke fransk metal, men kan værdsættes for dens en anelse alternative variant af blackened death. Blackened death med vægt på blackened og i et ret interessant spændingsfelt mellem dødsmetal og det let punkede. Dens 36 minutter føles nogle gange længere, især hvis man foretrækker variation i tempo og stemning, mens den sikkert kan gå rent hjem hos old school-fans med hang til det rå og upolerede.