Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Supergruppe?

Updated
Supergruppe?

Projektbandet Birds of Prey rammer 100 % plet med en håndfuld sange, mens albummets anden håndfuld kun lige tangerer standard dødsrock.

Titel
The Hellpreacher
Dato
18-05-2009
Distributør
Trackliste
Momma
Juvie
As the Field Mice Play
Alive Inside!
Tempt the Disciples
Taking On Our Winter Blood
Excavation, The
Blind Faith
False Prophet
Owl Closes In, The
Warriors of Mud..... the Hellfighters
Giving Up the Ghost
Karakter
3

Sæt Dave Lombardo, Scott Ian, Steve Harris, Dave Mustaine og King Diamond sammen. Det ville man helt uundgåeligt kalde en supergruppe. Men om amerikanske Birds of Prey kan kaldes en supergruppe er mere tvivlsomt. Ikke desto mindre kalder pladeselskabet bandet sådan pga. medlemmernes aktiviteter i bands som Baroness, Alabama Thunderpussy og Municipal Waste.

Således er Birds of Prey blot et projektband, der aldrig har i sinde at spille live. Men derfor kan bandet jo godt nydes i ro og mag, og det gør undertegnede faktisk også en stor del af albummets spilletid. Der lægges godt ud med ”Momma” og ”Juvie”, hvor førstnævnte præsenterer både stemning og up-tempo af bandets dødsrock med tunge sydstatsrockende tendenser. ”Juvie” derimod er pladens bedste nummer i et slæbende tempo med en dominerende bas, der lægger en dragende tung bund, som passer perfekt til forsangerens growl, der af og til minder om en lidt mindre brutal version af Jan Chris i front for Gorefest. Med andre ord: en rigtigt fed vokal, der klæder musikken.

Og det står klart, at det er i det slæbende tunge, bandet gør sig bedst. Når tempoet sætter i vejret leder det tankerne hen på Entombed, når de er mest beskidte i lyden. Det gøres bare ikke ligeså godt, selvom ”Alive Inside” nu er ganske charmerende, når den går lidt op i tempo.

Der er sange på dette album, der vil blive længe på undertegnedes playliste, fordi der er en håndfuld superfede riffs, der gentages og opbygges i den herlige, tunge, mørke produktion, der perfekt fremhæver alle instrumenter uden at ødelægge det samtidigt lækre grumsede udtryk.

Desværre er der også en række anonyme numre, fortrinsvis dem som går lidt hurtigere, og bortset fra at der også benyttes ”speak”, så varieres vokalen ikke det store. Det går lidt udover udtrykket i disse sange, mens det omvendt i de mere catchy sange absolut intet gør, da vokalen jo lyder rigtigt fedt.

Det er lidt synd at karakteren skal gives for hele albummet, for de stærkeste sange på albummet er bare perfekte, men tjek selv bandets myspace ud, hvor blandt andet fremhævede ”Juvie” kan nydes. Men albummet er købeværdigt for den gode håndfuld sange alene.

Menu