Luk bare djævlen ind!

637510

Verdens første kvindelige hard rocker lever og har det godt og udgiver et af sin karrieres bedste album i en sen alder.

Kunstner
Titel
The Devil In Me
Dato
26-03-2021
Genre
Trackliste
1. The Devil In Me
2. Hey Queenie
3. Betty Who?
4. You Can't Dream It
5. My Heart And Soul (long version)
6. Get Outta Jail
7. Do Ya Dance
8. Isolation Blues
9. I Sold My Soul Today
10. Love‘s Gone Bad
11. In The Dark
12. Motor City Riders
Karakter
4

Disclaimer: Det efterfølgende er måske ikke en objektiv anmeldelse. Måske er det mere en kærlighedserklæring.

Ja, for fanden! For jeg elsker Suzi Quatro. Jeg har elsket hende uforbeholdent, siden jeg var 12 år gammel. Uden Suzi Quatro ville jeg formentlig aldrig have fået smag for den musik, der gennem livet har formet og fuldt mig.

Man kan måske sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor Devilution skal anmelde et kun semimetalisk album som Suzi Quatros ’The Devil In Me’. Men det skal vi, fordi Suzi Quatros indflydelse på kvinder i hard rock og heavy metal ikke kan overvurderes. Uden Suzi Quatro var der ikke kommet noget The Runaways (Cherie Currie fra The Runaways medvirker faktisk på sangen ’Betty Who’ på 'The Devil In Me') og derfor heller ingen Joan Jett eller Lita Ford og efterfølgende heller ingen Girlschool, Rock Goddess, Doro Pesch eller de øvrige anden- og tredjegenerations knusende hårde kvinder, der har præget rock og metal indtil dato.

Starten
Suzi Quatros karriere går helt til bage til midten af 1960’erne, hvor hun spillede sammen med blandt andre sin søster i The Pleasure Seekers i Detroit og plejede omgang med Alice Cooper, Ted Nugent og Bob Seger. The Pleasure Seekers var formentlig et af verdens allerførste kvindelige rockbands, hvor medlemmerne selv spillede på henholdsvis guitar, keyboards, bas og trommer. I 1970 fik Suzi Quatro en solokontrakt og flyttede til England, hvor hun sammen med et band med tre mandlige medlemmer på henholdsvis guitar, keyboards og trommer selv stod i den absolutte forgrund på bas og vokal. Og sådan blev Suzi Quatro en del af den britiske glam rock-bølge i begyndelsen af 70’erne. Vel og mærke af den mere hårdtslående del af genren sammen med The Sweet og Slade.

Teenage-tiltrækning
Som prepubertær knægt var det for mig helt naturligt at blive fan af Suzi Quatro, hendes stramtsiddende lædertøj og den håndgribelige håndtering af bassen som et fallossymbol. Det var pirrende at læse i Vi Unge – der rent faktisk mere eller mindre var et musikmagasin den gang – at hun var nøgen under læderdragten, og naturligvis blev jeg personligt fornærmeret på hendes vegne, når det blev beskrevet, at hendes bryster var på størrelse med fuldvoksne jordbær, for sådan kunne man journalistisk skrive den gang. Den var nok ikke gået i dag. Gosh, hvor jeg bare ønskede mig hendes andet album 'Quatro' på kassettebånd naturligvis i julegave. Men min ti år ældre storesøster havde været i FONA og lyttet den igennem og besluttede, at det ikke var godt for mig. Det var musik, som man hurtigt ville blive træt af, fortalte hun mig juleaften. Jeg var skuffet og er åbenbart ikke blevet klogere. Suzi Quatro var en trøst i mine unge år, hvor jeg i lange perioder lå i sengen med astma. Men min søde mor bragte mig popmagasiner og singler med Suzi Quatro til lindring.

Efter nogle år fadede succesen med den hårdt slående glam rock lidt ud for Suzi Quatro. Der kom så en revivalperiode med mere poppet musik, inden der blev ret stille i 80’erne, hvor hun mere koncentrerede sig om musicaloptrædener og skuespil. Samtidig var min interesse fadet ud, og nye idoler som Uriah Heep, Mercyful Fate og Metallica tog over. Men jeg har fuldt Suzi Quatro på sidelinjen, og op gennem 00'erne og 10’erne er der igen kommet en strøm af nye albums. Det i modsætning til de gamle kombattanter i The Sweet og Slade, der stort set helt er ophørt med at indspille nyt men kun spiller live med de gamle hits.

Og så lidt anmeldelse
Og nu er Suzi Quatros nyeste album 'The Devil In Me' altså udkommet. Er den så værd at skrive om? Ja, det er den faktisk. Suzi Quatro har efterhånden rundet de 70 år og optræder stadig live iklædt stramt siddende læder. Det kan nogen have det, ja, lidt stramt med, men "she doesn’t give a fuck", og det er sgu befriende. 'The Devil In Me' er måske her i Suzi Quatros efterår et af hendes bedste albums. Det er totalt renset for de mange coverversioner, der mange gange har været inkluderet på hendes albums. I stedet er alle sange skrevet af hende selv sammen med sin søn Richard Tuckey, der også spiller guitar på albummet. Stilen er indenfor rockgenren med afstikkere til blues, soul og rock ’n’ roll. Men der er tyngde nok til at gøre en gammel hard rockfan glad.

Titelsangen er albumåbneren, og det sætter albummet godt i gang med en omgang gedigen hard rock, som giver mindelser om storhedstiden med glam rock i 70’erne.

">

Ligeledes er 'I Sold My Soul Today', der lyder lidt mere moderne, bestemt også en fornem hard rocker.

">

I det hele taget er der på trods af de mange skiftende stilarter, hvor Suzi Quatros baggrund i Detroit klart viser sig i musikken, tale om et ganske homogent album, hvor julesangen 'My Heart And Soul (I Need You Home For Christmas)' dog med fordel kunne være udeladt. Men sange som 'Hey Qeenie', 'Betty Who', 'You Can't Dream It' og endelig rock 'n' rolleren 'Motor City Riders' får mit gamle hjerte til at banke lidt hårdere. Suzi Quatro har dog aldrig – trods alle hendes andre kvaliteter – været en stor sanger. Men det er også blevet meget bedre på det sidste. All hail autotunes!

Suzi har solgt 50 millioner plader, så det er på tide, at vi også hr tager hende alvorligt. Ikke mindst på grund af den betydning hun har haft for kvinder i rockmusikken.