Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Tragisk tandløst

Updated
sp shiny

Det seneste opus fra Billy Corgan og hans gamle kumpaner lyder, som lovet, skinnende pænt. Mindre højglanspoleret havde været at foretrække.

Titel
Shiny and Oh So Bright, Vol. 1 / LP: No Past. No Future. No Sun.
Dato
16-11-2018
Genre
Trackliste
1. Knights of Malta

2. Silvery Sometimes (Ghosts)

3. Travels

4. Solara

5. Alienation

6. Marchin' On

7. With Sympathy

8. Seek and You Shall Destroy
Forfatter
Karakter
2

Lad det være sagt med det samme:
 Når tankerne glider over på The Smashing Pumpkins, er det formentlig sjældent, at nogen af os kunne drømme om at trykke play på noget, der ikke er fra 1990'erne. 



Jovist, der var momenter på den mere aggressive rocker 'Zeitgeist', men ellers har der været umådeligt langt mellem snapsene, og den generelle tiltro til Billy Corgans sangskrivningsevner er gravist svundet ind til at være nærmest fraværende. Som et klogt hoved engang har konkluderet, er al omtale for så vidt god omtale, og det er måske netop det, der har været problemet de sidste 20 år for Corgan og hans svingdør af varierende kumpaner, med trommeslager Jimmy Chamberlin som eneste bare nogenlunde regulære medlem. Omtalen er svundet, i takt med at udgivelserne har svinget i flere både rockede, indieficerede og elektroniske retninger, med den skarpe, nasale vokal som eneste regulære røde tråd.



Det var derfor med spændt skepsis, at vi i februar så billedet af genforeningen mellem 3/4 af grundbesætningen fra storhedstiden, med nyheden om, at et nyt album var under opsejling. Jovist, Chamberlin har været med over flere omgange, siden han blev smidt ud på 'Mellon Collie'-turnéen for sit massive misbrug, der bl.a. resulterede i bandets daværende tour-keyboardists død. James Iha har til gengæld ikke været i folden, siden han forlod den synkende skude på 'Machina/The Machines of God (2000), og med ham som den solide suppleant til Corgan på alle deres hårdtrockende skæringer var det med forhåbningen om et mere melodisk og punchy output, vi gik det nye album i møde.

Det gør 'Shiny and Oh So Bright, Vol. 1 / LP: No Past. No Future. No Sun.' så forbløffende lidt for at leve op til. Førstesinglen 'Solara', der kom ud et par måneder før albummet, var ellers lovende med staccato-riffing og Corgans velkendte lyriske selvlede i fraser som ”I'm nothing but a body in my mind”. 'Zero' i moderne indpakning, om man vil.


Hvad der til gengæld møder os er en samling usædvanligt blandede bolsjer, der i sammenhængen fremstår præcis lige så fabulerende og rodede som den titel, de nu er samlet under. Oprindeligt var det tanken at udgive numrene som to ep'er, hvilket måske kunne forklare den let usammenhængende følelse, det er at høre albummet i sin helhed. 'Mellon Collie and the Infinite Sadness' (1996) gjorde sig også i denne ambitiøse higen og søgen efter at udvide bandets kunstneriske palet med en spilletid på over to timer, men her havde hvert enkelt nummer en egen nerve og identitet med påfaldende få smuttere undervejs. Men i det nærværende tilfælde taler vi om et album på beskedne 31 minutter, hvor de enkelte tracks ikke gør meget andet end at referere til bandets fortid, blot i mere uinspireret indpakning. 'Silvery Sometimes (Ghosts)', 'Travels' og 'With Sympathy' brillerer fx ved alle tre at lyde som middelmådige kopier af '1979', hvor kun førstnævnte reelt har nok melodisk tæft til at berettige sin tilstedeværelse.



Rick Rubin, som i sin tid også kort var inde over 'Adore' (1998), gør sådan set et fint job med det, han nu har at arbejde med. Man plejer ellers at sige, at han ynder at presse bands til deres yderste for at få det bedste frem, men her må det konstateres, at han er sprunget over, hvor gærdet er lavest og ladet Smashing Pumpkins gøre det samme. Et godt eksempel er den virkelighedsflygtige hymne 'Alienation', der bygger op med behørig atmosfærisk storladenhed, som for så vidt supplerer den catchy tristesse så godt, som den nu kan. Det hjælper bare lige lidt, når sangen er så tandløst tam og uinspireret, at produktionen er det eneste, der får én til holde sig fra skip-knappen. På en god dag. En reel rød tråd albummet igennem er tilsyneladende for meget at forlange, men når materialet ikke har denne samlende karakter er det også svært at opfinde den dybe tallerken.

Hvis ikke det var, fordi man vidste det på forhånd, havde Ihas og Chamberlins tilstedeværelse da også været helt og aldeles usynlig. Den musikalitet og nerve, der prægede samspillet i svundne tider er væk, og albummet uden plads til den indlevelse, der karakteriserede dem, sidst de var under samme fold. At gå i studiet så kort tid efter genforeningen, efter 20 år uden at have spillet sammen, må siges at være lidt af et sats, og det kan mærkes.

Vi antager, der vil komme en toer i serien, og i så fald må vi på det kraftigste råde Corgan, Iha og Chamberlin at tage sig mere tid til at finde hinanden og deres fælles styrker igen. 'Shiny and Oh So Bright ...' fremstår som et forhastet makværk, der skulle afvikles i en fart for hurtigt at kunne drage ud på landevejene. Med undtagelse af 'Silvery Sometimes (Ghosts)' og et par solide rockere som 'Solara' og 'Marchin' On' ser vi helst, at de bruger deres krudt på fortiden, når de gæster Heartland til næste år.