Lidt for mainstream
Populær
Med 'Oddfellows' bevæger Tomahawk sig hen i en mere tilgængelig oplevelse, end den forgængeren bød på. Resultatet er en blanding af fængende sange og en hel del, der kører i tomgang.
2. Stone Letter
3. I.O.U.
4. White Hats / Black Hats
5. A Thousand Eyes
6. Rise Up Dirty Waters
7. The Quiet Few
8. I Can Almost See Them
9. South Paw
10. Choke Neck
11.Waratorium
12. Baby Let's Play
13. Typhoon
Seks år efter den yderst kryptiske ’Anonymous’ gav Mike Patton og Tomahawk igen lyd fra sig tidligere på året med ’Oddfellows’.
Titlen lever op til indholdet, da kvartetten temmelig overraskende har drejet musikken i en mere mainstream retning, der gør udgivelsens numre til bandets mest tilgængelige til dato. Med ’Oddfellows’ bevæger gruppen sig fra det bizarre til det fængende, hvilket både er pladens styrke og svaghed.
’Double Stone’ går rent ind som skivens mest letbenede hit, hvor Mike Patton som altid demonstrerer, hvor suverænt bredt hans stemme spænder– om han så crooner eller skriger, er den 45-årige frontmand ufejlbarlig.
Specielt på ’I.O.U.’ hiver Patton følelserne ud til nummerets afslappede og sentimentale toner, der på mange måder kunne være et nummer med hans gamle band Faith No More.
’Oddfellows’ er indspillet live over seks dage i et studie, men det efterlader ikke musikken med en fornemmelse af improvisation. Siden Kevin Rutmanis afgang er bassen overtaget af Trevor Dunn, som er en af Pattons gamle kendinge fra Mr. Bungle og Fantômas. Dunn føjer måske ikke noget væsentligt til musikken, men talentet fejler intet i numre som ’The Quiet Few’ eller ’White Hats/Black Hats’, der er pladens mest eksperimenterende rocknumre.
I længden står musikken bare ikke distancen, og Tomahawks kendetegnende avantgardistiske udtryk spiller for lidt ind. Resultatet er for meget tomgang i ’Oddfellows’' tretten numre, hvor kedelige skæringer som ’Baby Let’s Play’ og ’I Can’t Almost See Them’ lyder, som om at Tomahawk har haft svært ved at hive kreativiteten frem.