Klasse over fornyelse
Der er ikke megen fornyelse at spore på amerikanske Towers andet album. Men er det ikke også bedre at have klasse?
2. Prince of Darkness
3. Metatron
4. Running Out of Time
5. Lay Down the Law
6. Hired Gun
7. The Black Rose
8. On the Line
9. In Dreams
10. Powder Keg
Cover, album- og sangtitler, bandbilleder bøjer det i læder, denim, lak og grimme solbriller: Tower er ikke ude på at revolutionere metallens lyd. Til gengæld har de stil, og materialet på 'Shock to the System' oser af klasse. Spørgsmålet er, om dét ikke er vigtigere?
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om ikke den genopstandelse, som den traditionelle metal gennemgår i disse år, kan ses som en reaktion på to ting: 1) at de genrer, der er blevet anset for genrefornyende de seneste 10-15-20 år, ofte med præfikset 'post-', reelt ikke er fornyende længere og ikke har været det i noget tid; jeg mener: Er det ikke præcis lige så retro at ville lyde som Isis, som det er at ville lyde som Judas Priest? At ville lyde som Godflesh, som det er at ville lyde som Black Sabbath? 2) at store dele af den ekstreme metal ofte glemmer nogle af metallens vigtigste elementer – melodien, hooket, det fængende.
Det sidste har utallige bands i den bølge, der kaldes NWOTHM (New Wave Of Traditional Heavy Metal), til overmål. Det gælder også Tower, der synes at placere sig midtvejs mellem 70'ernes protometalliske hard rock og tidlig US power metal; en grydeske fra bunden af den metalliske ursuppe, med andre ord. Sangerinden Sarabeth Linden er bandets helt store trumfkort: Hun besidder en dramatisk, brølstærk, hæs og reverbbadet vokal, der i klang kan minde om en ung David DeFeis (Virgin Steele), men er mere kraftfuld; et andet oplagt referencepunkt kunne være Ida Hoilesen (Death Rides a Horse).
Heldigvis er bandet mere end kompetente sang- og riffsmede, og pladen er ganske enkelt spækket med hooks, samtidig med at den fremviser en fin variation: Fra Motör-boogieriffet, der åbner 'Hired Gun', før den bevæger sig over i en melodisk proto-speed metal, over den poppede og fuldstændig vidunderlige 'On the Line', der ikke er en powerballade, men har mange af powerballadens smægtende kvaliteter, til den mere episke og proggede (på den måde, som 70'er-hard rocken var progget) knap syv minutter lange 'In Dreams'. Selv inden for bandets genreidiom er der med andre ord rigeligt med variation. Det hjælper selvfølgelig også, at sangskrivningen holder højt niveau på det 39 minutter lange album, der har adskillige højdepunkter og masser af lynende leadguitarstykker.
'Shock to the System' sætter en tyk streg under en tydelig tendens i metallen de senere år: NWOTHM (New Wave Of Traditional Heavy Metal) er i den grad kommet for at blive. Den fornyer ikke noget som helst, men til gengæld har den nogle af de bedste sange og album og noget af det bedste melodimateriale. Dens eneste fejl er, at den ikke udkom dengang og altså er dømt til i en vis grad at være en stiløvelse; i dette tilfælde en yderst vital en af slagsen.