Fri af musikhistoriens trældom
Kender I de der sjove Youtube-videoer, hvor guitaristen spiller black metal-riffs uden distortion, så det lyder som surfmusik? Sådan er Trelldoms nye '...By the Shadows...' lidt.
Exit Existence
Return the Distance
Between the World
I Drink Out of My Head
Hiding Invisble
By the Shadows
Okay, det var en lidt vildledende rubrik, som jeg kynisk prøvede at provokere jer til at læse videre med. Men der er lidt om snakken. Tag for eksempel åbningsnummeret “The Voice of What Whispers”, som åbner med et frenetisk jazzet groove, skyggefuldt psykedeliske lyde, bizart angulære akkordskifter og så den her tremologuitar, der lyder som Bondi Beach, hvis det lå i en kælder i Oslo. Det er elegant spillet og har lige præcis nok god, eksperimenterende smag til, at bandet kan tillade sig at dyppe tæerne i småkitchede vande (bare som en kontrast til det lysforsagende lysergsyrediethylamid-trip) og søge langt væk fra den klassiske andenbølge black metal-lyd, de både er formet af, men som de i høj grad også har været med til at forme.
Men hvad får vi så, her efter 17 års albumpause, i stedet for afgrundshvæsen og nihilistiske blastbeats?
Vi får en uhyre stemningsfuld, til tider nærmest jazzende gotisk og sortsynet, psykedelisk rock, som udfordrer gængse konventioner og skider hul i, hvad der er trve, som kun folk, der i sandhed er trve, kan gøre det. Okay, den saxofon, som flyder over hele pladen, er vel nærmest par for the course i velanskrevne, eksperimenterende black metal-kredse, men på ‘...By the Shadows...’ føles det bestemt ikke som trendrytteri. Saxofonen er ekspressiv, emotionel og givende, og den føjer absolut mere end hipsterpotentiale til musikken på denne plade, takket være Kjetil Traavik Møsters fornemme spil. Og vi får bevægende gotisk sang fra Gaahl og forbilledligt bevægelig, musikalsk backup af Stian Kårstad og Kenneth Kapstad i en lækker produktion.
Lyt for eksempel til den aldeles nedslående, men også hypnotisk groovende sjæler ‘Return from the Distance’, der nærmest lyder som en djævlebesat version af den David Bowie vi hørte, da han stod på gravens rand. Folk, der kender mig personligt, ved, at det er en meget stor kompliment. Det er rart at høre et band skære sig fuldstændig fri fra de forventninger, som både fans og gatekeepere måtte have, og i sandhed gøre lige præcis det, de har lyst til. I den forstand lever ‘...By the Shadows...’ mere op til black metallens nonkonformistiske etos end den enorme mængde bands, hvis livsmål synes at være at rendyrke deres udtryk, så det en til en flugter med den norske lyd i 90’erne. Det er der jo ikke meget transgressiv frihedstrang og individualisme over, men lad nu det ligge.
Det er måske en overraskende lyd at komme med for et band med Trelldoms bagkatalog og historie, men jeg synes, det giver mening. For Trelldoms nye lyd er måske langt fra blackens mest åbenlyse troper: blastbeatet, tremologuitaren og skrigevokalen, men til gengæld lyder musikken ondt som bare fanden – tjek for eksempel ‘Hiding Invisible’, som vel nok er min favorit på et album, der hele vejen igennem formår at være (dårlig) stemningsfuldt, udfordrende og underholdende. Fans af for eksempel Dødheimsgard, Oranssi Pazuzu og White Ward vil sikkert befinde sig godt med ‘...By the Shadows...’, mens black metal-purister kan tage deres glædesfri portvogteri med ned i kælderklubben og være rene for Satan, hvis de vil. Men det er altså sjovere at nyde Trelldoms åbenlyse kreativitet og spilleglæde.