AMF 2018: Gaahl med gamle sange

gaahl

Gaahl’s Wyrd er ikke nær så farligt som hverken Gorgoroth eller Trelldom, men forsangeren har stadig karisma, og den mærkede Aalborg Metal Festival fredag aften.

Kunstner
Dato
02-11-2018
Trackliste
1. Sign of an Open Eye
2. Carving a Giant
3. From the Running of Blood
4. Aldrande Tre
5. Høyt opp i dypet
6. Slave til en kommende natt
7. Sannhet, Smerte og Død
8. Exit - Through Carved Stones
9. Alt Liv
10. Prosperity and Beauty
Koncertarrangør
Fotograf
Arkiv: Kent Kirkegaard Jensen
Karakter
2

Gaahl, eller Kristian Eivind Espedal, som hans borgerlige navn er, har en berygtet fortid i norsk black metal. Han startede ud med sit band Trelldom i starten af halvfemserne, og senere blev han forsanger i Gorgoroth. Her tog hans og bandets popularitet fart og særligt et interview i dokumentaren ’True Norwegian Black Metal’, hvor han cementerede sig som satanist og fan af rødvin, gjorde at Gaahl pludselig var norsk black metals nye ansigt udadtil, efter det i mange år havde manglet en kontroversiel skikkelse som eksempelvis Varg Vikernes som PR-figur. 

I 2007 ændrede meget sig dog for forsangeren. Gaahl og bassisten Tom Cato Visnes forsøgte at få guitaristen Roger Tiegs, også kendt som Infernus, ud af bandet. De turnerede i 2008 som Gorgoroth, men endte i 2009 med at måtte overgive navnet til Infernus. Derefter dannede de to kupmagere bandet God Seed, som de spillede nogle festivaler med og udgav pladen ’I Begin’ med. Det blev dog kun til den ene plade før Gaahl helt trak sig fra musikken i en periode, men nu er han tilbage med Gaahl’s Wyrd. 

På scenen er Gaahl den samme. Den velkendte ansigtsmaling, det dystre udtryk i øjnene, den pegende og rystende finger samt den isnende, kolde vokal, der skærer sig gennem sangene fra de tidligere bands’ materiale. For det her er ren opsummering fra de tidligere bands. Tre sange fra Trelldom, tre fra God Seed og fire fra Gorgoroth. Gaahl er stadig en karakter, som folk gerne vil opleve og han har stadig noget at komme med.

Det er fredag aften, og folk har en fest, men sådan en omgang black metal bliver hurtigt en indspist omgang, og folk siver ud fra salen mod hygge i baren. Gaahls nyhedsværdi er dalet betragelig i forhold til tidligere koncerter på såvel dansk som udenlandsk grund, hvor vi har set ham og hans forskellige bands tryllebinde publikum. Det sker ikke denne gang.

Bevares, han er omringet af kompetente musikere, der også ser herligt dystre ud, særligt bassisten, men det redder desværre ikke Gaahl’s Wyrd fra at fremstå som en kastreret version af det, der engang var Gaahls force. Ondskaben. For 10-15 år siden var man faktisk lidt i tvivl om, hvor meget af det der var alvor, og hvor meget der var teater. Anno 2018 er alle klar over, at det hele er teater. Mystikken er væk, og det understreges kun af, at han stiller op til selfies med fans før og efter koncerten.

Det i sig selv er ikke en diskvalificerende faktor, men det tager noget gift ud af den brod, der tidligere har været en underliggende styrke i Gaahls fremtoning på og uden for scenen. At koncerten så samtidig var på det jævne, selvom sangvalget var lige på kornet, var medvirkende til, at vi ikke blev overbevist denne fredag aften.